Nu er Boyo omkring 4½ måned gammel. Jeg skulle have begyndt at træne ham lidt mere seriøst for flere uger siden, men jeg indrømmer, at jeg var doven og tog det ikke. Men nu er tiden kommet, af mange grunde. For eksempel fordi jeg gerne vil på Ica og hente en pakke uden at have brug for hjælp til montering af Boyo.
Og, til sidst Jeg vil gerne kunne gå til lægebesøg og andre ting uden at tage Boyo med, eller efterlade ham hos en anden. Men det er lidt for tidligt for nu, fordi vi næsten ikke øvede dette.
Men i dag har For eksempel havde jeg vasketid. Indtil videre har Boyo, selvom du faktisk ikke har lov til det, været med mig i vaskerummet. Som et lille barn havde jeg ham i en vogn. Som lidt større måtte han sidde i den “hallen” uden for selve vaskeriet. Fra nu af vil han sidde og vente ude i opgangen (vaskerummet er i kælderen) mens jeg er i gang. Det har jeg gjort med Ella i alle disse år, og agter at fortsætte sådan med Boyo. Jeg er lidt tryg ved mig selv, og bruger normalt den tid, maskinerne kører, til at gå en tur.
Han var lille pipig, derude i opgangen, det var ham. Men han skal simpelthen lære at håndtere det. Og han var ikke nær så klynkende, som Ella var, da hun lærte at sidde der og vente. Åh gud, hun hvinede og brølede. Det gør han ikke – han bipper lidt og er lidt ængstelig. Men det skal nok gå.
Og i morgen skal vi starte ensomhedstræning derhjemme. Den største grund til, at vi ikke har gjort det indtil videre, er denne forbandede Corona. Ikke fordi jeg får Corona ved at gå ud i opgangen, men det føles virkelig latterligt at træne på noget, der med en vis sandsynlighed ikke vil være nødvendigt i særlig høj grad ret længe. I går læste jeg, at covid-19 kan holde i et par år.
Så af den grund det føles lidt bittert og surt. Mænd; på den anden side ønsker jeg, at han skal kunne være sig selv, så bare gå ud i opgangen, stå der og filosofere lidt og så gå ind igen. Og så gør det igen dagen efter, lidt, lidt længere.
Jeg tror på og til sig selv, at det vil gå godt. Hvorfor skulle det ikke, samt!? Som med alt andet, de skal lære, de små liv, det vil helt sikkert føles mærkeligt for ham i starten. Men at være alene burde ikke være noget mærkeligt. Jeg har aldrig gjort et stort nummer ud af at tage afsted eller komme hjem igen. Det burde være lige så naturligt som mig at være her.
En anden grund at træne ham alene er, at det måske gør det nemmere med en anden, der tager føringen og går væk (eller at jeg går væk), så han behøver ikke blive helt så hysterisk. Jeg er ikke overrasket over, at han er så moderlig, men det har en tendens til at blive problematisk i det lange løb.
Men der er i det mindste en plan. For det første vil Lilos mor hjælpe lille grand, dels vil jeg få hjælp af Mozarts familie – da han blev erklæret rask fra sin giardia. De har sendt trækprøver ind, så forhåbentlig får de svar i denne uge.
Så for mit og Boyos del er bare at begynde at øve hårdt på dette nu. Jeg kan ikke have en hund, der ikke kan klare at være alene – det ser ikke ud til at virke.