Jeg har, samlet set, en meget mere afslappet tilgang til Boyo, end jeg havde med Ella, da hun var hvalp. Hovedårsagen til det er, at jeg var fodervært for Ella, inden jeg overtog hende fra forsvaret, mens Boyo er min hund lige fra starten. Resultatet er i hvert fald, at der er meget stor forskel på, hvordan jeg opdrager dem.
Boyos opdrætter mente han var en hund (hundehvalp!) med meget vægt, hvilket var mærkbart, da han bevægede sig blandt søskende, der syntes at flyve i alle retninger og kanter. 😀 Jeg har ikke set meget til netop den side af Boyo, bortset fra da han legede med cocker spanielen, der bor i huset bagved. Hverken jeg eller Lilo tillader ham at have meget vægt. Han er en mand og også den yngste i flokken, samt.
Men faktum er at jeg i den sidste uge har bemærket nogle meget små forskelle i måden Boyo tænker om sig selv på, og at han er begyndt at ville tage sine egne beslutninger om, hvordan tingene skal fungere. Jeg må indrømme, at jeg er lidt overrasket, for han er ikke engang fem måneder gammel (tolv dage tilbage).
På den store side alt i alt er han meget god til at gå i snor – både lang og kort. I den sidste uge er han dog begyndt at tegne litegrand, skynde sig ud i fuld snorlængde, og nogle andre småting, der er så subtile, at det er svært at sætte ord på dem. Men der er en mærkbar forskel, der skal løses, ellers får jeg problemer senere.
En anden ting Jeg lagde mærke til i går. Da Lilos mor henter hende om eftermiddagen, mødes vi udenfor. Tidligere har der været ret meget ballade mellem hundene, som før eller siden må få en ende. At en lille hvalp vil lege er helt i orden, men Boyo er faktisk ikke lille længere. Vi er derfor begyndt at øve os i, at hundene skal sidde og tage det roligt ved aflevering. Det bliver bedre og bedre, men i går, da Boyo mumlede og jeg rettede ham, protesterede han ved at kaste kæben i min retning. I min verden er dette ikke en ok opførsel.
jeg der har syntes, at Boyo var ret kedeligt, og begyndte at tro, at det er her, det sjove begynder. Jeg vil gerne have en udfordring i min hund, og det er åbenbart den udfordring, jeg får (som det ser ud lige nu, alligevel). Allerede inden en alder af fem måneder begynder han at vise en stærk vilje og stærk integritet, som kan være interessant at håndtere i fremtiden. Vi får se, hvad der kommer ud af det hele – men jeg talte med en ven om det, og vi indså, at før eller siden bliver jeg nok nødt til at skændes med Boyo om, at han tager for mange friheder med beslutningstagning.
Hvis der er nogen der undrer sig, så jeg kan sige, at jeg til en vis grad bruger positiv forstærkning, kombineret med relativt høje krav (han ved hvad jeg forventer) og rettelse om nødvendigt. Jeg gør det, fordi selvom han er knap fem måneder gammel nu, i en forholdsvis nær fremtid bliver han både stor og stærk. Kombineret med egen vilje, integritet og vægt, han skal vide, hvad der gælder – og ved også, at det får konsekvenser, hvis du træder over stregen for, hvad matematik synes er ok.
Dette er nemlig en af de store forskelle mellem positiv forstærkning (frikadellemetoden) og opdrage en hund, tror jeg. For slet ikke at tale om den holdning du har til hundelivet og det forhold du har til din hund.
Og det vil jeg gerne for det øjeblik, at Boyo forstår, at det er ok at træffe sine egne beslutninger, så længe de gavner os begge i situationen. Der er anledninger til det meste – det er bare et spørgsmål om at vælge dem med omhu.