Jeg har en teenager derhjemme. Åh gud. Han er ikke nær så besværlig, som Ella var, Men han er stadig en teenager. Den selektive hørelse, testgrænser, være meget tilfreds med sig selv, at glemme alt, hvad man nogensinde har lært, opfinde nye, dårlige vaner… listen kan gøres lang.
Et godt eksempel på dårlige vaner, dette er med inkompetent gøen. Boyo har opdaget, at han har en stemme, og han kan godt lide at bruge det, når han keder sig, eller når han ikke kan lide en situation. Han keder sig, hvis vi står stille, fordi jeg gerne vil snakke med nogen. Kan ikke lide situationen, det gør han, når jeg skal overlade Lilo til hendes mor. Så råber han af afsky, så jeg får lyst til at kvæle ham. Og, for rigtigt, men ikke rigtig. Jeg er ved at blive sindssyg. Det lyder så sygt dårligt. Der er ingen kedelige, voldsom skal af en stor hanhund. Næh, fordi den er gyldig, latterlige skaller, der bare springer ud af ham som frøer.
I normale tilfælde Jeg synes, jeg er en ret god matematikstuderende. Jeg har selvfølgelig også dårlige sider, ligesom alle andre. Jeg har kort tålmodighed, for eksempel. Men i det hele taget synes jeg, at jeg er ret god til matematik.
Men altså, seriøst. Lige nu føler jeg mig som den værste matematik i verden. Det føles som om mit ordforråd i kommunikationen med Boyo mest består af nej, stop, fuck det, Bliv, omvendt og lignende. Det er ikke lidt sjovt. Læg dertil for lidt søvn plus usikkerheden omkring Lilo og hendes familie, så har du en let irriteret Malinka. Yay. (Det sidste siges med dryppende ironi i terning og firkant.)
Til fordelene høre at det virker. Til sidst. Men lige nu går der ikke meget i dette hundeopkast. Heldigvis for ham er han sød – Det siger jeg bare.
Og her har vi en af (få) ulemper ved, at Lilo er så meget sammen med os. Jeg har meget lidt alenetid med min hund, hvilket betyder, at enhver eventuel træning, jeg vil lave med ham, vil være fin. Det er selvfølgelig muligt at argumentere for, at jeg kan træne ham alligevel, selvom Lilo er der. Og selvfølgelig kan jeg det. Men det bliver ikke det samme, fordi han er meget let at distrahere – især når hun er i nærheden. Derudover har jeg ikke det samme fokus på ham, fordi jeg har hende på den anden side. Jeg kan heller ikke efterlade hende, fordi hun ikke er alene trænet. Alt dette betyder, at de små vaner, han tilegner sig, risikerer at blive der.
Men det er det som det er. Lilos familie har brug for hjælp, og jeg kan give det. Jeg ønsker ikke, at Boyo skal lide af det, så jeg må prøve at finde en god løsning på det. Vi får se, hvordan det lykkes mig, men på en eller anden måde må jeg prøve at få mere alenetid med ham.
Både han og jeg har brug for det.