Med min og Ellas tiårs jubilæum i dag, det 29 april 2019, Jeg starter denne blog, som vil handle om mit liv med Ella, men måske endnu mere om, hvordan vi mennesker kommunikerer med vores hunde, hvordan vi behandler og håndterer dem, og hvordan vi skaber gode relationer til dem.
Men først – Ella! som især de små piger kan parkere i eller på
For ti år siden Jeg slæbte en kasse op med en otte uger gammel hvalp og hendes startsæt fra Forsvarets hundeavlsstation. Det var på tide for mig at blive foderhandler, og jeg har nok aldrig været så glad som i bilen på vej hjem med Ella sovende i mine arme.
Den første hon gjorde da hun kom ned på gulvet var at begynde at jagte kattene. Ti år senere har hun ikke opgivet den grimme vane. På det tidspunkt var hun dog så lille, at hun faktisk var lidt mindre end i hvert fald den største kat (Jeg har altid haft to, men det er ikke det samme nu som dengang).
Det tog flere måneder for at få sit værelse rent – Åh gud, vi løb op ad trapperne (bor på tredje sal uden elevator). Desuden havde hun energi og endda dengang, lille som hun var, en vilje til at arbejde og lære nyt. Til mig der ikke havde hund før (Jeg tæller ikke den hund med, vi havde, da jeg stadig boede hos mine forældre) det var faktisk svært at følge med hende.
Og det har også der stadig. Det har altid været svært at følge med min hund. Hun skynder sig gennem livet og vil gerne opleve og gøre alt – helst på samme tid. Hun bliver automatisk besties med hver eneste person, hun møder, og hun forventer opmærksomhed i overensstemmelse hermed.
Ti år gammel hun er faldet lidt til ro. Hun bliver stadig hysterisk glad, når vi møder folk, hun kender, men hun kan ikke længere kræve opmærksomhed og fortræd så længe som før. Hendes led giver ud, som jeg har vidst lige siden vi fik resultaterne fra røntgenbilledet af hofter og albuer, før hun lavede konditionstesten.
Sammen med Ella, jeg har haft et liv, som jeg af indlysende grunde ikke ville have haft uden hende. Jeg lever med psykisk sygdom (Bipolar lidelse) og derudover er jeg ret doven og godt tilpas. Ellas tilstedeværelse har tvunget mig uden for døren, selv når jeg ikke havde lyst.
Det har hun også tvang mig til at kigge grundigt på mig selv, når det kommer til, hvordan jeg vil forholde mig til hunde. For mig er ledelse og dominans ikke negativt ladede ord, selvom jeg ved, at det er tilfældet for mange andre. For mig er det ikke andet end at være en klar guide, der giver struktur og retning til hundens eksistens. Strategierne og teknikkerne til dette varierer blandt de fleste mennesker, der lever med hunde, men jeg kan kun tale for mig selv, når jeg siger det (til mig) handler om at vide, hvem jeg er og turde kræve min plads.
På trods af at vores fælles liv i de sidste ti år har ikke altid været en seng af roser, jeg er så utrolig taknemmelig for, at jeg havde muligheden for at bo sammen med Ella. Jeg får ikke endnu en foderhund fra Forsvaret, og det er heller ikke noget jeg anbefaler til en privatperson – men faktum består; min erfaring med en hund opdrættet til forsvaret er, at det er utroligt voldsomme hunde. Jeg tror aldrig, at jeg nogensinde kommer til at leve med en hund, der har samme psyke som Ella.
Forsvarets Ella er en af de største kærligheder i mit liv. Hun vil altid være i mit hjerte. Jeg kan ikke tro, hvor heldige vi har været, hende og mig, som på trods af at de er så forskellige, har arbejdet så godt sammen.
#mattesjackejunge