Min virkelighed er tømt for Ella. Det tænkte jeg på, da jeg stod op fra vaskerummet i dag. I ti år har jeg normalt haft Ella med, når jeg vasker, at benytte lejligheden til at gå en tur, mens maskinerne kører. Nu gør jeg ikke, men læser en bog eller noget, mens maskinerne og tumbleren kører. Og jeg indså den virkelighed, da Ella eksisterede, forsvinder længere og længere ind i tågerne.
Noget andet gjorde vi, Mig og Ella, var det da vi hentede vasketøjet (og hun skulle tisse for natten), eller for den sags skyld, været på tur – især det sidste år, hvor hun lige er blevet ældre, kom mere til skade, blev mere træt og så videre, er at stå og hvile lidt på en af græspletterne uden for huset. Jeg stod og røg, og hun lagde sig og hvilede sig inden vi stod op (til tredje sal).
Da jeg hentede vasketøjet for lidt siden, Jeg stod og røg på græsplænen, som vi har gjort så mange gange. Jeg stod og kiggede op i mit køkkenvindue, og tænkte for mig selv – hvordan kan jeg nogensinde flytte herfra? Jeg har boet ti år med min Ella i denne lejlighed. Alle mine år med hende er her, i og omkring denne bygning.
Hvordan kan jeg? lad det være? Andre år skruer jeg fuldstændig sammen – Jeg hyggede mig bare her de første par år, jeg boede her. Men netop årene med Ella. At efterlade dem her, i dette hus, i dette kvarter, betyder at efterlade hende endnu længere tilbage i hukommelsens tåger, og hvordan kan jeg gøre det? Hvordan kan jeg forlade et sted, hvor mine minder om Ella er så utrolig stærke og håndgribelige? Hvis jeg flytter, hvem vil da huske, at hun gik her?
Jeg forstår fuldt ud Jeg ved seriøst ikke, hvordan jeg skal klare mig uden Ella. For rigtigt, og på længere sigt. Jeg lever åbenbart, men der er stor forskel på at overleve og klare sig, når det kommer til forholdet til din hund.
Det er jeg klar over det vil give, med tiden. Jeg vil lære at leve uden hende. Det har jeg på en måde allerede. På en måde ikke. Jeg føler mig fortabt uden hende. At bo sammen med Ella gav mit liv en retning, som jeg ikke føler, jeg fik på nogen anden måde.
Jeg indser også at jeg vil elske mine fremtidige hunde lige så højt, sidder fast et andet sted i hjertet (det var en af mine venner, der sagde, at hjertet er så stort, at man ikke behøver at stille alle dyrene samme sted – de passer alle sammen alligevel).
Men lige i dag, lige nu, det gør ikke noget at tænke sådan. For jeg savner min Ella, så jeg tror, jeg snapper. Og jeg vil ikke have, at hun forsvinder for langt ind i tågen, selvom jeg ved at det er sådan det bliver. Jeg ved godt, at det er naturligt og helt okay, at det sker sådan – men det vil jeg ikke. Jeg vil have min hund her. Med mig.
Det er heldigt at tårer tørre, for ellers kunne jeg nok være druknet i dem. Åh gud, hvordan jeg græder. Og har grædt. Og vil fortsætte med at græde. Det slutter virkelig aldrig.
Nå ja; i øjeblikket må jeg prøve at trøste mig med, at vi før eller siden skal være sammen igen. Jeg er en af dem, der tror på, at man møder dem, man elsker, når du dør. Og når jeg dør, så gør jeg det også, på et tidspunkt. Og så vil jeg hengive mig til alle de firbenede, jeg har levet, bor og vil leve sammen med.