Jeg lever med det Bipolar lidelse, så for mig personligt, som menneske, er spørgsmålet om balance mellem det hele, vigtigst. Det kommer før alt andet. Dette er faktisk også tilfældet for hunde – for ikke at tale om menneske-hund-forholdet. Jeg indså det for ganske nylig, da jeg tænkte over det.
Ideen opstod da Jeg tænkte på Lilo, og hvad jeg skrev i mit sidste indlæg om at hjælpe hende med at opbygge selvtillid. Jeg så nemlig et afsnit af Balansguiden, en lille række klip med Alexandra Ortega og hendes kollega Linnea (og et efternavn jeg har glemt). I netop denne episode talte de om, hvordan vi mennesker kan lide at sætte etiketter på vores hunde – som fx at en hund opfattes som utryg og usikker. Pointen de arbejdede rigtig hårdt for at komme igennem var, at der er forskel på at være usikker/utryg i en situation, og at have usikkerhed/usikkerhed som et grundlæggende kendetegn.
Kombiner den tanke med min egen tanke om, at Lilo ikke er en usikker hund, så indser man hurtigt, at hun ikke behøver hjælp til at opbygge nogen selvtillid. Fordi hun allerede har selvtillid.
Da jeg tænkte mig om vores tur i dag, Jeg kom frem til, at mens hun på den ene side stoppede med jævne mellemrum for at stå og se på blandt andet biler, hun søgte ikke min støtte. Hun stod næsten en hel snor fra mig, og selvom hendes hale var mellem hendes ben, opfattede jeg hende ikke som værende bange, angst eller usikker.
Nysgerrig, eftertænksomt – og, med et ønske om at finde ud af mere, men helst på afstand uden direkte indgreb.
Jeg kan godt lide at mødes en hund, der på trods af at have været i en så alvorlig situation tidligere i sit liv, alligevel har en rygrad, der hedder duga, og som trin for trin opdager en helt anden form for liv.
Og det synes jeg det bedste jeg kan gøre for Lilo er faktisk ikke “hjælp” hende til at bygge noget. Det bedste jeg kan gøre er at tilbyde balance, så hun selv får plads til at udvikle sig helt på egen hånd. Hun har ikke brug for mig til det. Jeg kan vejlede hende og vise hende, hvordan tingene fungerer, men hun kan og skal gøre resten selv.
Det kommer aldrig at være det samme som at gøre ting med din egen hund, men jeg synes, vi skal fokusere på helt hverdagsoplevelser. Gå ture, se på biler, cykler, mennesker, skov, hus og så videre. Måske tage en bus og gå ind til byen.
For det hele er at hun er påvirket af, hvordan jeg (og selvfølgelig hendes mor) beskæftiger sig med hendes oplevelser. Jeg bidrager med balance, så hun kan opleve tingene i ro og mag, hun har fuld plads til at være sig selv og udvikle sig på en positiv og sund måde.
Det er med sådan nogle mennesker tanker og indsigter tænker jeg (!) at hjemme hos mig er det vigtigste ikke at træne eller være på en bestemt måde. Her er det virkelig vigtigst, at hunde får lov til at være sig selv. Så alt fungerer så smidigt som muligt, for alle parter – ikke kun for mig eller for hunden, så balance skal være det vigtigste. Derefter retning, og med det mener jeg ikke, om vi skal gå til højre eller venstre, uden at jeg som person er klar over, hvordan tingene skal fungere.
Dominans, hvis du ønsker det. Med den tilføjelse, at forskellige hunde skal have peget retningen på sig på forskellige måder.