Jeg har ikke skrevet i et stykke tid, fordi jeg ikke har følt, at jeg havde noget meningsfuldt at sige. Der går mange ting gennem mit hoved, og det her med hunde er en af dem. På godt og ondt, kan jeg sige, fordi tankerne både er positive og.. ikke nødvendigvis negativ, men sgu heller ikke positivt.
I et par uger har der været flere hunde her, ret intens. Lille Bichon Havanese Mysak har hængt her meget til og fra i et par måneder, når hans mor har været ude på eventyr med sin nu drægtige kat Tjorven. Det har Egon også, den store polarblanding jeg er så glad for, været her et par dage. Og så Lilo, selvfølgelig. I den sidste uge har tingene ændret sig, så jeg har haft to hunde hjemme næsten hele tiden.
Jeg ved ikke om det afhænger af det, eller om det er noget andet der gør at jeg har en periode hvor jeg var noget ked af Ella. Det er naturens gang, at hun med tiden ender mere i det, der var (når) og det andet – andre hunde, f.eks, fortrænger hendes tilstedeværelse i hvad-er (ikke). Jeg ved, det er sådan, og det er ikke noget, der er egnet til at overraske.
Men det gør mig desværre ikke mindre trist.
til, næsten seks måneder senere savner jeg min mupplisa, så jeg snapper. Jeg har vænnet mig til, at det er tomt. Jeg har vænnet mig til det (desværre!) ved ikke at skulle ud lige før jeg går i seng. Jeg har vænnet mig til ikke at skulle tilberede hendes mad, mens elkedlen gør sit til dagens første kande te.
Men jeg kan stadig ser næsten ikke billeder af hende. Jeg kigger på kanten, så jeg ser ud af øjenkrogen, men jeg kan ikke se rigtigt på et billede af min Ella. det Dette er også hovedårsagen til, at jeg aldrig nogensinde vil anbefale en privatperson at anskaffe sig en forsvarsavlet hund. bare ikke. Det skal tilføjes, at det er næsten tre år siden min far gik bort, og jeg har stadig svært ved at se billeder af ham; det er det samme der.. Jeg ser lidt uden for billedet.
Og mens jeg den ene side synes det er meget hyggeligt at have andre hunde derhjemme, mine hunde er ikke. Jeg har ikke det samme forhold til dem, selvom jeg kan lide dem alle sammen. Ego er den hund, der giver mig mest modstand, og han er derfor den jeg forholder mig mest til. Lilo er den, der er her mest, og hvem har muligvis mest brug for mig. Mys.. han er for det meste bare fjollet. 🙂
Men som sagt hvor; ingen af dem er mine egne, og jeg tillader mig derfor ikke at danne så nære forbindelser med nogen af dem. Jeg kan bare se, hvor glade de bliver, når deres folk kommer for at hente dem, og husk hvor hysterisk moderlig Ella var, og hvor var hun hysterisk glad, da vi var fra hinanden og så hinanden igen. Og så kan jeg længes efter at få det igen.
At tage sig af andres hunde er super hyggelige, og der er rigtig mange fordele ved det. Blandt de vigtigste er, at jeg uden Ella får mulighed for rent faktisk at lære andre hunde at kende, hvilket ærlig talt var svært, når hun var til stede. Det får jeg indsigt i, og hvordan, nok de fleste hunde, virker anderledes end min muppet.
Men det går ikke at sammenligne med at have sit eget. Det er ikke engang tæt på at kende din egen hund ud og ind, og vid at hunden kender dig lige så godt. Og det er det forholdet Jeg savner mest af alt. Mig og min hund.
Så det kan jeg ikke især meget andet end at sørge over min hund, og håber at der kommer hvalpe fra den eneste svenske opdrætter af Estrela.