Der vil ske nogle omlægninger i den kommende uge. Faktisk føles det ret godt, selvom det bliver anderledes end jeg havde forventet. Men det giver mig plads til at trække vejret lidt og komme mig over denne uges adrenalinsus og, fra min side, omend ikke med vilje, overdrevne følelser.
tirsdag er Flokis sidste dag med mig. Efter sidste uges eventyr med hans anfald, Jeg har indset, at jeg ikke rigtig kan klare at hjælpe hans mor med ham. Der er for mange overraskelser, og selvom jeg i det hele taget er godt behandlet og godt medicineret i min bipolare lidelse, Jeg har en meget lav stresstolerance. Det føles trist, at det skal være sådan, men for min egen skyld – og også for Molly og Boyos skyld, Jeg er nødt til at sætte mig selv først.
Egons mester med familie kom forbi i dag med en ny pose tørfoder til ham, fordi den gamle er ved at løbe tør. Vi snakkede lidt om Egon og hans fysiske helbred, som desværre ikke er fantastisk. Han er gammel, han er træt og halt, han tager smertestillende piller – og jeg bor tre flyvninger op. Det er ikke ultimativt for ham at være her, selvom det stadig går relativt godt.
Derfor har vi fast besluttet på, at det er sidste gang, Egon er hos mig. Det føles også meget kedeligt, men Egon bliver hverken yngre eller bedre, så jeg tror det er bedst for ham ikke at komme her mere.
Så snakkede vi også lidt om Egon kontra Molly, og et par timer efter at mester plus familie gik, ringede han og fortalte at de nok henter Egon et par dage før det skulle.
Og faktum er at det føles ret rart. På mange forskellige måder. Dels får jeg tid til at koble endnu mere af, Jeg får tid til at hvile mig lidt, før jeg går og henter Boyo, og der bliver fred og ro for Molly.
På onsdag kommer Mysak ramte, men Mysak og Molly har kendt hinanden hele deres liv. De er omtrent lige gamle, og Mysak har været her lidt nu og da, siden han var hvalp og Molly en ung kat. Mysak bor også selv sammen med en flok katte, så han ved, hvordan han skal opføre sig omkring dem.
Altså i det store billede alt i alt tror jeg det bliver relativt godt alligevel, til sidst. I et par dage i denne uge har jeg været lidt bekymret for, at jeg ville være helt udmattet, når Boyo kommer hjem, men dette giver mig mere plads, end jeg oprindeligt troede, at indhente og tanke op, før det er tid til at tage Boyo hjem.
Så tænker jeg (og jeg ved, at jeg tumler nu) at det er super kedeligt, når det kommer til Egon i særdeleshed. Floki er også ked af det, men han er stadig ung og (forholdsvis) sund bortset fra anfaldet. Egoet er gammelt, og der er ingen, der kan sige, hvor længe han holder.
Det er jeg dog glad for min egen skyld at det bliver sådan. Jeg er ekstremt taknemmelig for at have været i stand til at hænge ud med Egon og Floki. Jeg lærer noget af og med hver hund, og sådanne lektioner er aldrig spildt. Men jeg er glad for, at jeg får denne plads til fred og ro. Jeg får brug for det.
For den følgende uge, starter på onsdag 12 februar, starter min, Molly og Boys eget eventyr – vores liv sammen. Det bliver super spændende, og nu begynder det faktisk at nærme sig med stormskridt. Tiden vil flyve afsted, og så er det tid.