Ja, så jeg var tilbage til det her med at sammenligne hunde. Men en bekendt, der kender hunde, sagde, at det handler mere om at sammenligne styrken af forskellige egenskaber, end at sammenligne hunde – og måske har han ret. Lige meget hvilken, så er det tid til yderligere sammenligninger mellem Ella og Boyo. 🙂
Boyo og Lilo leder efter godbidder i udkanten af skoven, hvor jeg bor.
Det har Ella altid gjort været en tåbelig hund. Selv som hvalp var hun totalt frygtløs. Som ung hund og senere som voksen har hun klatret op på store sten og derefter kastet sig ned uden at tænke på, hvad der sker, når hun lander. Hun er klatret videre (forholdsvis) høje stiger op til ristede plateauer, og sprang ned. Hun var ikke klog som fanden, min hund.
Det var Ella også meget underholdt af at lede efter slik. Det var det bedste, jeg kunne tilbyde i stedet for at søge efter stoffer eller forsvundne mennesker, og hun elskede at søge. Det gjorde vi i forskellige miljøer, og såmænd også på legepladser. Legepladser er gode ikke kun for børn, men også til hunde. I hvert fald for Ella. Hun var helt vild med at klatre rundt i klatrestativer og lede efter godbidder. For ikke at tale om at køre på rutsjebanen. Selvfølgelig hoppede hun også ned fra store højder derfra. Der har altid været en #facepalm-alarm på hende for den sags skyld.
Boyo er noget helt anderledes. Nu har vi hængt ud i døgndrift i cirka halvanden uge, og jeg synes, jeg begynder at få et relativt godt billede af, hvem og hvad han er. Nu har vi af indlysende årsager ikke haft tid til at aktivere os så meget som mig og Ella, men hvad jeg har bemærket indtil videre er…
Boyo er med sammenligning med Ella, en ret forsigtig hund. Han kan godt lide at holde afstand til folk, han ikke kender, og tager det roligt med hilsenen, indtil han får en form for overblik over, hvad det er for en person, der henvendte sig. Han har heller ikke samme drive og behov for at komme videre – og jeg mener både fysisk og mentalt. Hvor Ella skyndte sig gennem livet mindst tusinde kilometer i sekundet, Boyo skubber sig frem med måske femten kilometer i timen.
Det er han dog interesseret og moret ved at bruge hovedet. Vi har ved et par lejligheder, senest i dag faktisk, smed slik ud i et skovmiljø, så både han og Lilo (som også synes det er meget sjovt) måtte søge og fik masser af ros, da de fandt godterne. Men i modsætning til Ella, så han har ikke så meget kampgejst, når det kommer til for eksempel at bestige en sten. Ella kæmpede for at vinde. Boyo kæmper, men kun lidt. 😀
Jeg vil gerne påpeg, at denne sammenligning, jeg laver, er mellem to enkeltpersoner. Ella, rejst af Forsvaret, havde et medfødt drive og arbejdsmoral, som jeg synes er svær at slå. Jeg ved, at jeg tumler videre om det, men set i bakspejlet indser jeg mere og mere, at hun ikke var en normal hund. Boyo bekræfter det, fordi jeg gætter på, at hans lyst til at gøre tingene er på et mere normalt niveau. Måske endda et lidt lavere niveau, fordi han ikke kommer fra en avler, der investerer i brugslinjer.
Det er muligt at der bliver mere drive i Boyo, når han bliver ældre. Men på en eller anden måde har jeg svært ved at tro på det, i betragtning af at Ella var som hun var lige fra starten. Men på den anden side; Jeg er ingen ekspert og måske ender Boyo med at blive verdens mest aktivitetssultne hund og jeg vil bruge al vores tid sammen på at finde forskellige måder at aktivere ham på. 😀
Jeg kan kan ikke lade være med at synes det er ret lækkert at to hunde af samme race kan være så diametralt forskellige. Måske er det ikke så mærkeligt, men det er stadig meget interessant. Især for mig, som ikke har mødt så mange normale hunde i Ellas levetid.