Som du sikkert kan huske, blev jeg bidt i hånden, da jeg skulle klippe klørne på den finske skødhund Floki for et par måneder siden. Det har bragt mig pludselig, selvom jeg aldrig har vidst dette før, er blevet lidt forsigtige og lidt latterlige, når det kommer til det. Frem for alt vedrørende Floki, men også i min tankeverden om især negleklipning.
Boyo er tolv uger gammel i dag, og det fejrede vi med en tur i el-lysstien sammen med Lilo.
I fare for et rodet og hoppende indlæg; Jeg vil fortælle dig om, hvordan jeg klarer negleklipningen med Boyo, og det er noget, som jeg indtil for ganske nylig ville have foretrukket at holde for mig selv, Mysak og de små piger. Vi har klippet kløerne ved et par lejligheder, og det har virket – anstændig. I forgårs skulle vi gøre det igen, og han mumlede fuldstændig. Han bippede på grænsen til at brøle, spruttede, ål, kastede kæben rundt og kæmpede som en gal for at undgå at være en del af dette.
Nu kommer den første udskejelser. 🙂
Da jeg tog hjem Ella på otte uger Jeg havde aldrig klippet en hunds kløer i hele mit liv. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle forvente, men var fast besluttet på at det ville virke. Det gjorde den også, og siden da har vi aldrig gjort det, gennem hele Ellas liv, havde nogle problemer med det. I betragtning af at Ella kom fra Forsvarets avlsbestand, var hun utrolig stærk og mentalt sej, og kunne klare meget høje krav og pres allerede som hvalp.
Boyo er ikke rejst af Forsvaret. Jeg finder ham stort set halvdød i forhold til Ella, og også meget blød. Det roder det lidt op i mit hoved, fordi jeg er vant til at håndtere min hund på en bestemt måde. Jeg bliver lidt forvirret, og faktisk ret blodig. Det bliver lidt sådan synes jeg “Hvor meget efterspørgsel kan jeg stille?, og hvor fast i mine krav kan jeg være”, hvilket ikke favoriserer kloklippningssituationen (for eksempel).
Så når vi skulle klippe kløerne i forgårs, var jeg lidt i tvivl om hvilken metode jeg skulle bruge. Da Boyo er så forskellig fra Ella, tror jeg et sted, jeg tænkte, at jeg ville prøve dette med positive metoder – i hvert fald i højere grad end jeg gjorde med Ella. Men altså, det virker ikke for mig. Ikke når jeg har en hvalp, der kaster raserianfald. Med Floki i tankerne, og Boyos kæbe blafrer rundt, Jeg blev også nervøs.
Og du gættede det ikke hvor latterligt jeg følte mig ved at blive nervøs over min egen hvalpes kæbe. Åh gud, hvor dum jeg følte mig.
Sagen er ligesom at jeg ikke er ok med at have en hund jeg ikke kan klare. Jeg endte med at give op efter et stykke tid, og så sendte jeg en e-mail til en ven, der er meget vidende. Hun kontaktede mig i går aftes, og vi diskuterede sagen længe.
Så i dag besluttede Jeg er helt nervøs for nu skal klørne klippes, og der burde ikke være nogen diskussion fra Boyos side. Han forsøgte halvhjertet, men da han indså, mente jeg forretning hermed holdt han sig faktisk forholdsvis rolig. Det endte med, at han nu har krøllede kløer på forpoterne. Vi tager bagpoterne i morgen, fordi jeg syntes det er helt ok at dele det op i mindre portioner netop fordi han ikke synes det er sjovt – end.
Da vi var færdig fik han badet i ros og slik. Åh gud, hvordan jeg roste ham. Åh, hvor var han god. Ros skal gives, hvor ros er fortjent, og det gjorde han bestemt, der skilte sig ud i de få minutter, det tog at klippe kløerne. Og jeg er så frygtelig stolt af både ham og mig selv, at jeg næsten brister.
Vis af erfaring fra Ella ved jeg, at Boyo til sidst vil synes, at det her faktisk er ret flot. Jeg vil vædde på, at der er folk, der synes, jeg er dum og ond til at stille krav som dette, men det er sådan jeg gør det. At være blodig i situationer som denne gør hverken mig eller min hund noget godt; det giver snarere hunden plads til at lære, at en bestemt adfærd betyder, at den ikke skal igennem en bestemt aktivitet – klo klipning i dette tilfælde.
Til min egen del Jeg blev mindet i samtalen med min ven i går om, at hvalpe ikke er lavet af glas, og at det er ok at være fast og stille krav, når det kommer til håndtering. Så skal det tilføjes, at denne person arbejder som vagtmand med en hund, så hans viden og erfaring er baseret på meget seje og hårde hunde, og jeg har selv erfaring med en forsvarsstyrkeopdrættet og derfor yderst speciel, schäfer. Det er muligt, at tilgangen til hvordan man håndterer en hund er anderledes end en person, der har erfaring med almindelige selskabshunde. For tro mig; det er en helvedes forskel og kan ikke sammenlignes.
Så trods alt min snak om tydelig ledelse og så videre, dette beviser bare, at jeg er et menneske, mig med. 😀 Jeg arbejder normalt bedre med voksne hunde end med hvalpe, netop fordi det er så nemt at blive lidt blodig og latterlig og tro at hvalpen falder fra hinanden bare ved at se på den. Jeg indrømmer med stærkt røde kinder, at jeg faldt for min egen blodighed, men det må være enden på det. Hverken jeg eller Boyo tjener på det i længden, så nu vil jeg arbejde på at finde en balance i mit lederskab over for ham.