Jeg begyndte at tænke på dette indlæg inden jeg gik i seng i går. Det er faktisk alt for varmt til, at jeg overhovedet gider blogge – min hjerne koger over, og min evne til at tænke er mere eller mindre ikke-eksisterende. Men jeg tænkte, at jeg ville give det en chance alligevel, så må vi se hvordan det går.
jeg har viet brugt lidt tid på at snakke med denne hundetræner, jeg fortalte dig om for et stykke tid siden. En super flink kvinde, der arbejder med positiv forstærkning – men som også bruger rettelser, og af den grund vil jeg personligt kalde hende en balanceret træner mere end noget andet. Vi nyder begge rigtig meget at tale med hinanden om hunde, og har efter mange og lange diskussioner slået fast, at vi har de samme mål og på mange måder nogenlunde de samme teorier, men at vi er forskellige i, hvordan vi opfører os, rent praktisk.
Den væsentligste forskel.. eller måske de største forskelle, for sådanne er der – består i, hvordan vi ser på nødvendigheden af træning. For mig personligt er det ret uinteressant at træne på mere end det mest basale, for at min hund kan fungere i samfundet. For en person, der er uddannet hundetræner, bliver det nok helt naturligt, at træning af din hund bliver en naturlig del af livet. Og som de fleste ting skal det være ok. Men det må også være ok, at jeg ikke har det behov og heller ikke vil leve sådan. Det er heller ikke det forhold, jeg ønsker til min hund.
For mig er der er stor forskel på, hvordan du bruger tid med din hund, hvordan du håndterer din hund, hvordan man opdrager sin hund, og hvordan du træner din hund. For min personlige del er det de tre første dele, der er de vigtigste. Hvor, som i alt andet, kan gøre en kæmpe forskel i, hvordan man opfører sig. For mig er det vigtigt at møde min hund mindst halvvejs, når det kommer til kommunikation. Enhver hund kan læse mig på en tusindedel af et sekund, mens jeg aktivt skal lære at læse min hund. Nu forpligter jeg mig ret hårdt til netop det, fordi kunsten at læse sin hund betyder muligheden for at stoppe et unødvendigt udfald, eller i det hele taget, evnen til at kommunikere på en måde, der er let for hunden at forstå.
Det tror jeg på det som et menneske, der har valgt at bo sammen med en hund, det er min forbandede pligt og forpligtelse at lære, hvordan hunde kommunikerer og også gøre en indsats for at kommunikere på den måde så meget som muligt. Jeg kan ikke logre med halen, men jeg kan meget mere i forhold til kropssprog, sund, mimik og så videre. For ikke at nævne det interessante, jeg skrev meget om; til bevidst at lede min energi.
Hvis du ser på hunde, der omgås hinanden, de bruger ikke et belønningssystem til positiv forstærkning. Af hænge ud. I løbet af deres tid sammen retter de hinanden, når en af dem krydser den andens grænse, når de bliver for høje i energi og bliver lorte, bliver for hårdhændet, eller hvad det nu kan være. Vi mennesker socialiserer ikke på denne måde; vi taler og diskuterer og kan følge en rationel tråd. Dog gør hunde ikke. Vi socialiserer på helt forskellige måder, og jeg har bevidst valgt at tilpasse mig så meget som muligt til hans måde at kommunikere på i min omgang med min hund.
I spørgsmålet om hvordan man socialiserer og kommunikerer indgår også her med fysisk håndtering. For mig er det vigtigt at kunne styre min hund, når det kommer til negleklipning, børstning (hovedsageligt i tilfælde af pelstab for os) og så videre. Jeg vil sige, at jeg bruger en form for variation af positiv forstærkning, men bestemt ikke udelukkende. Min hund har allerede fra begyndelsen lært, at når man klipper kløerne, ligger man stille, så vil det blive gjort hurtigt og effektivt. Jeg er aldrig nogensinde ond, men jeg giver heller ikke op. Han får en belønning, når vi er færdige, og så vil der være både lækkerier og ros i overflod. Beslutsomhed på tidspunkter som dette er nødvendigt for mig.
Betyder alt det her at jeg slet ikke træner min hund?
Det er klart at jeg træner med min hund. Lige nu meget lidt, fordi jeg har Lilo her, og hun kan ikke stå alene, hvilket gør det svært for mig at bruge tid sammen med Boyo. Mænd går, selvfølgelig træner jeg ham. Når jeg træner ham, bruger jeg en blanding af positiv forstærkning, krav og små rettelser efter behov. Men træning for mig betyder mere en måde at aktivere Boyo på end nødvendigheden af at lære ham ting. Så er der visse ting, som er godt for ham at vide, og det er den slags ting, jeg faktisk kan bruge mere tid på tog.
Hvilket ser ud til at være det er min måde at gribe hundelivet an på. Det ene behøver ikke at udelukke det andet, og selvom jeg ikke nødvendigvis mener, at positiv forstærkning skal bruges i absurdum, så jeg er virkelig enig i at det er den bedste måde at lære en hund noget. Men der er stor forskel på det lære en hund hvad som helst og at tilbringe tid med eller håndtere en hund. Og for min helt egen, personligt har jeg ikke behov for at lære min hund mere end nødvendigt. For mig er det meget vigtigere, at min hund fungerer socialt, at hunden ikke tager sig for mange friheder alligevel, og at jeg uden problemer kan tage min hund med så mange steder som muligt.
Så er det vigtigt at aktivere din hund, især hvis og når du har en arbejdshund. Men aktivering betyder heller ikke nødvendigvis supertræning af din hund. Jeg har sagt det før, og jeg siger det igen; Jeg er generelt meget uinteresseret i at træne på den måde. Jeg kan dog godt lide at aktivere min hund på forskellige måder, men det er noget helt andet.
Efter alt mit samtaler med denne hundetræner, har jeg indset, at det er meget svært at sætte ord på, hvad der egentlig er forskellen på hende og mig, i hvordan vi ser på hunde, hvordan vi nærmer os og forholder os til hunde. For mig handler det meget om det ord “uddannelse” og nødvendigheden af at gøre det i så mange forskellige situationer. Mænd; bare fordi jeg ikke mener, betyder det ikke, at det er forkert. Bare anderledes end min måde.
Og det er det helt ok for mig. 🙂