I det sidste indlæg skrev jeg, at jeg skulle skrive mindst et halvt indlæg om, hvordan jeg vil have, at min hund går. Nu skulle jeg gøre det – Så forbered dig på enten at blive enige med mig helt, Eller at blive skitsur og synes, jeg er dum i hovedet. Valget er dit. 🙂
Når jeg går sammen med min hund vil jeg gerne have, at den ligner en ud af tre (3) vej. Han kan enten gå i lang snor, eller i kort snor. Går han i kort snor, kan han enten gå i en halvlang (eller halvt kort, alt efter hvordan man ser på det) koppel, hvor han har stor bevægelsesfrihed, eller på kort, streng snor, hvor jeg vil have ham til at gå lige ved min side.
jeg tager bryde dette op i dele.
Lang snor
Fortsæt lang snor – hvilket er helt fint, afhængig af hvor vi går hen og hvor mange mennesker der bevæger sig omkring os (gå, cyklister, knallertkørere mm), skal det gøres pænt og pænt. Jeg vil have min hund ved min side, selvom han må bevæge sig i hele snorens længde, så længe den ikke er strakt. En strakt snor er aldrig ok – til mig. Hvis du synes det er ok, er det ok – for dig. Men jeg vil ikke have en strakt snor. Jeg vil have min arm til at hænge lige ned, og jeg vil bestemt ikke have den bevæger sig i nogen retning, fordi min hund går for langt ud i snoren. Armen skal hænge, hvor den er; lige ned. Jeg vil også gerne kunne holde snoren mellem to fingre, og at hele mit jeg er afslappet i armene, skuldre og nakke.
Boyo (og Lilo, for den del) selv får lov til at bevæge sig langt uden for snorlængden. hvad jeg kræver, dok, er, at han/de ikke går foran mig. Jeg er ikke en smule glad for en hund, der går foran mine fødder, eller generelt, går foran mig. Det har intet med ledelse at gøre (tro det eller ej), men mest bare – Jeg kan ikke lide det. Jeg vil have min hund helt ved siden af mig. Derfor foretrækker jeg, at min hund bevæger sig inden for en vinkel på cirka 45 grader ved siden af mig. Hvis han/de begynder at bevæge sig uden for denne vinkel, bliver jeg lidt irriteret, hvilket nemt kan eskalere nu hvor Boyo er teenager og lort.
Og fordi Boyo nu er han tilfældigvis en ung hund og lort, han klarer det ikke altid. Faktisk ret sjældent, i al ærlighed. Han tror, han kan gå præcis, hvordan og hvor han vil, han kan lide at gå frem og tilbage foran eller bag mig, han vil gå foran mine fødder, han kan lide at tegne lidtgrand (men i ærlighedens navn; trækket er faktisk ikke så farligt), og så videre. Jeg synes, det er foruroligende nok at bringe ham tilbage i kort snor, det meste af tiden.
Kort par
Her har vi trods alt to muligheder. Den ene er, at snoren er kort, men at Boyo stadig har relativt stor bevægelsesfrihed. Jeg giver ham en snor, hvis han vil lugte et sted, og det er lige meget om han er et skridt foran mig. Jeg vil stadig gerne kunne holde snoren løst mellem to fingre, min arm skal hænge frit lige ned uden spændinger eller tryk i snoren. Han kan slet ikke klare denne variant lige nu. Han vil fremad, til side, på tværs foran mine fødder, og så videre. Frygtelig irriterende.
Og den anden alternativet er – super strengt kort par. I denne variant vil jeg have Boyos hoved ved mit knæ, og jeg vil have, at vi fokuserer på at gå ligeud i et rask tempo uden at blive distraheret af sommerfugle, fugle, et blad, en bil, hvad som helst… Boyo er generelt meget let at distrahere, og det er her, vi arbejder mest af alt, mest af alt lige nu. At kunne gå en lang tur i én (ifølge mig) fornuftigt uden at skulle sætte farten ned, uden at blive distraheret, og så videre i al uendelighed.
…
Min drømmevandring
Min drømmetur med Boyo (og Lilo) er at kunne gå sammen uden at nogen trækker, flakser rundt som en hjernedød karklud, med en/to hund(e), der lytter og er lydig. Jeg vil gerne kunne aktivere dem på en sjov måde under gåturen uden at blive eller blive sur senere.
…
På den store side det hele er Boyo i øjeblikket, så for måske halvanden måned siden, fuldstændig ubrugelig til at gå pænt i snor. Vi klarer en gang imellem en gåtur her og der, og tro mig – det er såååå rart bare at kunne komme videre uden at skulle gnave og gnave, føler sig ubehagelig og ondsindet, komme i dårligt humør og alt det andet der følger med. Men lige nu er det ikke normen. Det bliver ekstra godt, når Lilo er der, fordi han bliver ekstra ufokuseret og let distraheret – men det bliver bedre, også det. Inden alt dette startede, var han super god til at gå pænt, og det vil han være igen.
Det er han bare ikke det lige nu. Til min store frustration.