Jeg har ikke en god periode, Helt for min egen del, Bare nej. Jeg bliver utroligt let irriteret og frustreret – Og det er faktisk tilfældet ikke kun Boyo, tro det eller ej. Men da han er hans lort -unge hundeperiode nu, Er det ingen god kombination. Men vi er lige kommet ind fra en lang gåtur, som faktisk var (forholdsvis) fornøjelig.
Og jeg tager det hvor jeg finder det. Nydelsen, således. Lige nu er min generelle tilstand vedrørende Boyo irritation og frustration. Det er slet ikke noget, jeg nyder, fordi det er sådan en utrolig stressende følelse. Især på længere sigt. Og jeg kan ikke sætte ord på, hvor meget jeg længes efter, at han skal komme ud af denne ekstremt lorte periode – det er på mange måder fuldstændig ulidelig.
Og som én øjeblik 22 står gåturene. Med hensyn til dette stopper hvert andet skridt for at informere Boyo om, at vi går sammen, ikke hver for sig med sin egen dagsorden, Jeg mister min tålmodighed ret hurtigt. Jeg kan tage det et stykke tid – men til sidst mister jeg min tålmodighed og bliver sur. Jeg kan ikke klare det. Jeg vil bare gerne kunne gå ligeud uden at skulle huskes igen og igen og igen og igen, så fortsæt og påmind tusind gange mere, bare fordi Boyos hjerne er sivet ud af det ene øre, landede i en vandpyt og smeltede, og efterfølgende undlod at finde tilbage igen. Nogle gange, således – Jeg kan bare ikke holde det ud.
Hvilket er mærkeligt, tænker man måske, da jeg overhovedet ikke har noget problem med at fuldføre en rettelse ved f.eks. at stirre Boyo ud, indtil han gør, som jeg har fortalt ham. Den anden uge ville jeg have ham ud af sengen, så jeg kunne rede sengen inden sengetid (Jeg reder aldrig min seng ordentligt, fordi Lilo er så generøs og sætter det op inden for ti sekunder efter at være kommet hertil). Han blev drilsk, men jeg stod og stirrede lige på ham uden at sige noget som helst. Det tog et stykke tid, men han blev mere og mere utilpas og sprang til sidst ned.
Min sejr.
En anden vinde er, at jeg tror, jeg skal ændre min tankegang om det hele og prøve at finde måder at håndtere dette på, hvor jeg ikke bliver helt så irriteret. Jeg vil tage og afsætte mindst et halvt indlæg en dag til, hvordan jeg ønsker, at vores gåture skal fungere. Da Boyo var mindre – før unghundeopdrættet begyndte, han var super god til at gå pænt i både lange og korte snore. Nu ved han slet ikke, hvordan han skal gøre det, undtagen under visse korte, velsignede øjeblikke.
Men det har jeg været så fokuseret på at få gåturene til at fungere, at jeg glemte at sørge for, at vi også havde det godt. Derfor vil jeg – i hvert fald når Lilo ikke er i nærheden, så jeg kan fokusere (og Boyo kan fokusere) på Boyo, begynde at give os muligheden for at have det sjovt. Jeg vil begynde at aktivere Boyo på ting, der dukker op. I dag – hvilket er en af grundene til, at netop denne lange gåtur var så behagelig, vi hyggede os med nogle betonklodser (Jeg glemmer altid deres navne – de små trekantede betonting) som han måtte springe over, og hoppe op og balancere videre. Vi stoppede også ved et hegn, som han skulle sætte sine forpoter på og derefter gå på bagbenene for at få den godbid, jeg havde i hånden.
Selvom jeg synes tillad mig også at være så forfærdelig, sindssygt træt af min egen hund. Jeg forstår virkelig, hvorfor folk genhuser deres unge hunde, selvom jeg personligt synes det er fuldstændig vanvid.
Jeg ved ikke rettere sagt lige præcis hvorfor jeg ikke selv er helt som jeg burde lige nu. Men jeg håber, det vender – både for min og Boyos skyld. (Molly, lille hjerte, hun er ligeglad.)