Jeg har været rigtig dårlig til at blogge i et stykke tid. Det gælder ikke kun denne blog, uden alle mine blogs. Måske er der en ændring på vej, da dette bliver dagens andet indlæg. Jeg tænkte, at jeg ville fortælle dig lidt om, hvordan jeg håndterer Boyos teenageadfærd på gåture, i dag.
Jeg har altså en teenager herhjemme. Min personlige mening er, at han har været i teenageårene i et stykke tid på dette tidspunkt, og min tålmodighed er virkelig ikke min stærke side. Boyos største ting for ham er, at han absolut ikke kan blive ved min side, men flagrer frem og tilbage, helst med næsen limet til bakken, han kan ikke fokusere på at komme videre, men kan godt lide at være lidt overalt, bare fordi han kan. Han kan ikke gå pænt i lang snor, han kan ikke gå pænt i halvlang snor, og når han går i kort snor sådan… Jeg vil ikke sige, at han nødvendigvis trækker, men han kan lide at skynde sig videre, selvom snoren er kort.
Dette er ikke gunstigt for min tålmodighed, heller ikke for graden af behagelighed ved gåturene. Det bliver endnu værre, når Lilo er involveret, fordi han har endnu sværere ved at koncentrere sig. Og hun er der ret tit. 😀
Så nu holder mig til at lave en plan for, hvordan vi kan løse dette forfærdelige scenarie. Det er ikke sjovt for mig, det er nok ikke særlig sjovt for Boyo, og heller ikke for Lilo.
Når det kommer til det vores fælles gåture, har jeg opgivet tanken om aktivt tog med Boyo. Du ved, ligesom i hundetræning – det som jeg synes er så utrolig lorte sjovt (man kan høre ironien dryppe, va?). Jeg bliver også ved med at minde mig selv om, at hundetræning faktisk ikke er særlig svært for mennesker. Det er en fast idé, jeg har – at hundetræning er sååå besværligt… Du kan selv høre, hvor dumt det lyder.
I dag hvor vi tilpasset af Lilo til sin mor, vi gik en tur, mig og Boyo. Ikke en lang en, fordi jeg planlagde, at vi skulle øve os på at gå på en pæn måde i snor. Og det gjorde vi. En af de ting, jeg finder så forbandet svært ved Boyo, er, at han er så utrolig flagrende, ufokuseret og ufokuseret på mig. Det er han, hvis han selv får bestemme, totalt uinteresseret i det jeg laver. Jeg synes det er en lorte holdning hos min hund, så i dag arbejdede vi på det.
Så hvad gjorde mig med den stakkel, når?
Jo, Jeg havde hele hånden fuld af slik (Jeg har købt en ny slik, Jeg tror, jeg har linket til det før – fra Zooplus), og han måtte følge min hånd ved min side, og så fik han et lille stykke – ret ofte, Mysak og de små piger. For slet ikke at tale om, hvor meget ros han fik. Vi gik lige, vi gik diagonalt over cykelstien frem og tilbage, vi gik i små cirkler, vi blev, fik øjenkontakt og gik igen.
Nu gjorde vi det ikke under hele gåturen. Til tider måtte han gå i længere snor, lugt, pink og skider og sådan noget. Men vi skiftede træning og længere snor under hele gåturen, og jeg er i det hele taget meget tilfreds. Han opførte sig meget bedre under træningen, end jeg nogensinde kunne have forestillet mig, så måske er det sådan, at hormonerne begynder at falde på plads i hans krop.
Jeg har tænkt mig at fortsætte gør dette med ham. For sådan er det, at jeg synes, det er fuldstændig uudholdeligt at gå tur med en så stor hund som Boyo (ca 71 cm høj – Jeg har fortalt det?) når hunden ikke kan bevæge sig i snor. Heldigvis har Boyo ikke opdaget, at han nok er ret stærk, hvilket jeg er meget taknemmelig for og ville elske at se det fortsætte på den måde (men måske ikke helt sandsynligt), men det er nok for meget med en hund der hele tiden gerne vil være et andet sted end hvor jeg vil have ham.
Så just nu det føles som om min plan ser sådan ud; på gåturene med Lilo skal vi forsøge at konsolidere det, vi øvede dagen før. Med vægt på at prøve. Men hver gang uden Lilo burde trænes med Gottis, masser af ros og så videre (forudsat at han faktisk gør det rigtige), så jeg tror, at dette i sidste ende bliver så godt, som det bliver. Det håber jeg, alligevel. Og hvorfor skulle det ikke?
Yderligere kombineret med yderligere kontaktøvelser, så det bliver helt, helt fantastisk.