Vi havde et lille eventyr i fredags, mig og Boyo. Mest Boyo, i al ærlighed. Det var det med solotræningen – den som jeg troede gik fremad og var ret glad for. Det var der, det skete – med et brag, i går. Heldigt at jeg i det mindste har en god nabo af og til.
Jeg havde en bestilt tid om morgenen. Jeg har også en forskudt døgnrytme, og det fik mig til at holde mig vågen meget længere, end jeg plejer. Tiden blev bestilt onsdag, så der var for lidt tid til at skifte ur – så jeg sad oppe hele natten og holdt mig vågen et antal timer længere end normalt. Perfekt mulighed for solo træning, tænkte jeg, men var lidt bekymret for, hvordan Boyo ville lyde, når jeg gik så tidligt – indtil videre har han vist sig at være en kilde til panik i et par, tre minutter lige når jeg går. Det gjorde han nu også.
En gang der får Jeg finder ud af, at jeg er en time for tidligt. Givetvis. At tage hjem i mellemtiden var ikke en mulighed. Men jeg sad der og havde lidt ondt af, at Boyo havde mere tid til at være alene.
Mens jeg sidder venter udenfor, min udlejer ringer. Shit, tænkte jeg, hvad nu så? Jo, du forstår, så ringede en af mine naboer for at prøve at få fat i mig, fordi Boyo, kraken, har formået at bryde ud af lejligheden og var i opgangen. Du aner ikke, hvor taknemmelig jeg er for, at det var netop denne nabo, der fandt ham. Der bor tre mennesker på trapperne, som er bange for hunde, og mens Boyo er en meget venlig og god hund, han er stadig fantastisk, sort og schæferhund. Jeg kan godt forstå, at en der er bange for hunde, ikke vil møde ham alene i opgangen.
Det lykkedes på en god måde til sidst. Den søde nabo (som i øvrigt også har en hund) gik hen til mig, tog en stol frem og satte den under dørens håndtag. Jeg var trods alt ikke langt væk og ville snart være hjemme. Så vidt jeg kunne se, havde han været stille og forholdsvis rolig, indtil jeg kom hjem.
Stakkels sate. Det må have været meget svært for ham. Personligt syntes jeg som sagt, at det mest var heldigt, at den rigtige nabo fandt ham, at alt trods alt gik godt – og jeg kan ikke lade være med at synes det er lidt komisk, ud over.
Det er jeg dog nødt til Tænk over, hvad der gik galt. Mine tanker går i retning af, at jeg ikke skal gøre sådan noget, når jeg er træt. Og at vi skal øve os meget, meget mere. Selvom det stadig er lidt tricky, fordi jeg trods alt tidligere på ugen troede, det gik så godt. Men det er også derfor, jeg tror, det har mere med mig at gøre, end med Boyo. At jeg var træt i både krop og sind, når jeg gik. Jeg tolker det som, at jeg ikke formåede at formidle den rigtige energi, ganske enkelt.
Selvom jeg skal indrømme, at jeg er noget forudindtaget, trods alt. For jeg syntes virkelig, vi gjorde fremskridt med enetræningen. Jeg har været væk – ikke helt så længe, som det var denne gang, men i længere tid, flere gange. At der ville være et sådant tilbageslag mærkes – lidt trist, selvom det er lidt komisk på samme tid.
Hvad jeg tror at jeg skal gøre, dok, er at bede ejendomsadministratorerne om hjælp til at få en form for dækning over låsen på indersiden af døren. Det var den, Boyo formåede at dreje og dermed låse døren op. En kappe ville være en stor hjælp der, Jeg formoder. Og derudover – tilbage til det grundlæggende, typ.
Dette er i øvrigt én ting, der adskiller sig mellem Boyo og Ella. Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har haft problemer med at træne hende alene. Min mistanke, selvom jeg selvfølgelig kan tage fejl, er det, hvor hun var markant hårdere mentalt, end Boyo er, han er virkelig blød og en smule latterlig. Jeg siger det med kærlighed, samt en vis mængde frustration. Men vi skal virkelig have styr på det her, for du aner ikke hvor dejligt det er at kunne shoppe, og undgå at bede en anden om hjælp.
Nå ja. Som sagt vores; tilbage til det grundlæggende og en blodig stor isterning i maven, fordi jeg har brug for det her for at begynde at virke. Så kryds fingre for, at jeg finder den rigtige energi at formidle til min hund, og at Boyo selv finder noget ro og fred i at være sig selv.