Vi er ikke ret tit i Hundrestgården, på trods af at være så tæt på. Men i går var vi faktisk der, og Boyo legede med nogle hunde, der var helt nye for os. Senere på aftenen, da vi var ude igen, bemærkede jeg en ret kraftig halten, hvilket overraskede mig en del. Jeg syntes ikke, jeg lagde mærke til, at der var sket noget særligt, da vi var i rastegården, heller ikke at jeg havde set noget tidligere i løbet af aftenen indendørs.
Den supersorte flig i midten af trædepuden er kun fastgjort til den nederste kant.
Det der har det der skete er, at der hænger en ret stor hudflap løst under den store trædepude på venstre forpote. Den sidder fast på den ene side og har sikkert flakset rundt, mens vi har været ude. Nu venter vi på en veninde, der er ude og handle julegaver, og forhåbentlig har tid til at løbe ind på Apoteket for at købe hjemmerengøring og pakke ind med tape, så jeg kan pakke poten på min haltende hund.
Kraken.
Selvom jeg er glad for at det ikke er værre end det. Nu skal det holdes rent, pakket ind og kun gå korte ture i et par dage, så jeg håber det heler uden større problemer. Det ville have føltes meget værre, hvis han havde revet nogle vigtige muskler, fået en revne i en knogle eller lign. Det ville jeg virkelig ikke have kunnet lide. Det føles stadig som om det kan ordnes derhjemme, forhåbentlig uden alvorlige konsekvenser.
Lad os bare oplyse, at jeg er utrolig taknemmelig for, at det er koldt og tørt udenfor. Frost på bakken, sikker, men frem for alt at det er tørt. Har han en ble på og måske også en sok oveni, så poten ikke bliver så kold og irriteret over alt det grus, som ejendomsadministratorerne har været så venlige at smide ud.
Og selv hvis jeg har ondt af ham for det må være sindssygt ubehageligt og det skal gøre ondt, ud over, så jeg er meget glad og taknemmelig for at det er tørt og dejligt under hudflappen. Det ser ikke ud til, at noget er blevet vådt, og jeg tror, at hvis vi tager os godt af det her, vil det snart heles op.
Som sagt var; nu i et par dage vil der ikke være nogen direkte gåture, men kun ud for at hvile. Shit kedeligt, men indtil det begynder at hele, vil jeg ikke udsætte Boyos pote for mere, end jeg skal, også selvom jeg pakker ind og tager en sok på. Vi skal forsøge at finde på nogle ekstra sjove ting indendørs i stedet for, så han ikke dør af kedsomhed.
Med andre ord, Jeg ved det ikke ikke det stressniveau, der opstår, før jeg fandt, hvad der var galt. Jeg bliver superstresset og begynder at tænke i baner, der kan ende med at blive meget dyre, hvis de var sande. Derfor er den så utrolig taknemmelig for, at den forhåbentlig ikke bliver så dyr, men bare lidt omstændeligt og omstændeligt, mens det heler under hans pote.
Sådan er det ser ud til os lige nu. Der er en første gang for alt – Det er præcis, hvad jeg ikke har oplevet før, så det er spændende bare fra det perspektiv. #dryppende ironi