Jeg indrømmer, at jeg er dybt imponeret over min hund. Sidst i går øvede vi os til (han ville) være alene igen. Ikke på samme måde som sidste gang, men lidt anderledes. Jeg har, på trods af, at jeg for godt to uger siden fik min sidste kemoterapibehandling, fik mig til at døse hjemme.
Sidste uge Jeg har et øjeblik ad gangen, når jeg havde energien og lysten på samme tid, gjort rent i køkkenet. Det har resulteret i utallige sække med affald – og et stort antal tasker med diverse gadgets, som jeg næsten ikke vidste, jeg havde. Du ved, det, der ligger bag noget andet i et skab, man aldrig åbner, samler støv og yngel flyder og bliver ulækkert til sidst. Både den slags mand faktisk (hvis du er interesseret nok) kan være nyttigt og hyggeligt i et køkken, samt andre ting såsom julepynt (som jeg ikke bruger, fordi jeg ikke fejrer jul) og andre småting.
Altså hele min salen har været fyldt med kasser. Jeg har desværre ingen bil, så det har været et problem at slippe af med elendigheden. Men så fik jeg hjælp, i går, lige. En person, jeg ikke havde set i årevis, kom og hjalp mig med at få alle disse kasser væk.
Og det er det det er her solotræning kommer ind.
Før denne den person dukkede op, besluttede jeg at putte Boyo ind i soveværelset, så jeg roligt kunne skovle alle kasserne i opgangen ud. Denne lysning har bragt alt støvet og al den løse pels frem (både Boyo og Molly fælder pels lige nu) til entre og køkken, og jeg havde ikke lyst til at skamme mig. 😀 Så – trappeopgangen. Boyo var nok lidt eftertænksom, da han hørte mig åbne døren og rasle, men jeg tog mig den frihed at ignorere ham.
Og når personen viste sig, at jeg gik ud, låste døren, tog nogle poser med mig ned og snakkede lidt. Det tog et par drejninger op og ned, før alt var nede, og jeg formoder, at Boyo var meget, meget betænksom derinde. Men det kunne han godt være, tænkte jeg. Jeg tror i øvrigt det var da jeg var på vej ud for at låse døren, at han faktisk gøede lidt og bankede lidt på soveværelsesdøren – men det ignorerede jeg også.
Det tog ikke særlig lang tid, denne. Jeg kunne ikke ledsage denne person, fordi bilen var proppet med ting. Jeg kunne bare ikke få en plads. 😀 Da jeg rejste mig satte jeg mig ned og røg, gik så i seng – og så slap jeg min hund ud, som skyndte sig rundt i hele lejligheden for at undersøge, hvad fanden der skete, mens han var væk.
Fordi jeg allerede er af den holdning, at det ikke skal være en stor sag at komme og gå, så jeg ignorerer faktisk stort set Boyo, når jeg går ind for at hente ham. Jeg kan ikke lide, når en hund møder mig helt hysterisk glad (stresset). Jeg vil hellere have den afslappede reaktion “aha, det var der du var”, og intet mere. Jeg gør det samme, når jeg henter ham hos min ven, som rejste sig og hjalp mig, når jeg var væk til behandlinger, lægebesøg mm.
Lige nu er mit største problem årsager at forlade hjemmet mindst én gang hver anden dag, indtil det er tid til at min strålebehandling starter. Det er, når Boyo formodes at være hjemme alene, sådan rigtigt. Hvordan han har haft det indtil videre, så går det fantastisk godt så jeg er slet ikke bekymret. Men bortset fra at smide affald og tage på Ica og købe ting hjem, så jeg har ingen direkte grunde til at gå ud. Jeg gør det alligevel, men det er nemmere, når der faktisk er grunde – til mig, således. Og ja, det problem er udelukkende mit eget, det har intet med Boyo at gøre. 😀
Men altså, Jeg føler mig i det hele taget meget tilfreds lige nu. Både med mig selv og Boyo. Med mig selv for at finde en måde, der virker for Boyo, og Boyo for rent faktisk at klare udfordringen. Han synes at have flere ting, der taler imod ham (sagt med stor humor). For det første er han en mand, og derfor ret blæsende (har jeg sagt, at jeg synes, at tæver er lidt sjovere, Nu hvor jeg har prøvet begge dele?). Dels er han hyrde, og derfor slet ikke særlig selvstændig. Dels er jeg hans eneste person og hele hans verden. At vi formår at komme igennem det trin for trin, så han kan klare at være alene, Den er ikke dårlig pink.
Fordi det er bestemt ikke at han ikke kan. Det kan han. Han kan jo sidde udenfor alene og vente, mens jeg er i vaskerummet. Det er bare det, at jeg ikke har kunnet finde en vej (at være alene indeni) som arbejdede for ham tidligere. Ella var meget nemmere at træne alene. Men så havde hun også en helt anden mentalitet, selvom hun også var meget afhængig af mig. Det ser ud til at være hyrdernes motto; lad os sidde sammen ved hoften med vores helt egen person. 😀