Jeg tror, de fleste er enige om, at der er mange hunde med forskellige mentaliteter. Min personlige erfaring er mest med hunde, der har meget god selvtillid, høje tanker om sig selv, som elsker livet og tager det alvorligt uden at tænke på mulige konsekvenser.
Under de år Jeg havde min egen hund, og brugt tid sammen med andres hunde, Jeg har kun mødt en rigtig forsigtig hund. En af mine tidligere daghunde var i starten ekstremt forsigtig på grund af sin baggrund. Men på trods af hendes forsigtighed syntes jeg alligevel, at det var helt klart, at hun var i stand til mere end forventet – og det gjorde hun, med den rette støtte.
Nu har jeg kontakt med en helt anden hund, som på mange måder minder mig om min tidligere daghund. Det er to helt forskellige hunde, er/var forsigtige og generte af helt andre årsager, men har stadig meget til fælles.
Sådan noget er hvad jeg i hvert fald personligt tror de kan klare. Min personlige mening er, at de kan klare meget mere, end deres folk tror, hvis du kun støtter med sikkerhed og stabilitet. Det, der betyder noget, er dog en solid fingerspidsfornemmelse og evnen til at læse, hvor meget du kan presse, når du skal bakke og lade hunden tage sin tid, og hvornår du kan begynde at skubbe igen.
Hunden jeg har kontakt med lige nu kommer ikke at blive daghund, men han bliver hos os et par dage i slutningen af august, når hans menneske skal væk. Vi har mødtes flere gange allerede og skal mødes flere gange før tiden er inde, at lade hunden vænne sig til mig frem for alt. Det er en meget ung hund – han vil være omkring otte måneder gammel, når han vil være hos os.
Det føles lidt lidt genert at skrive om en race jeg har meget lidt erfaring med (selvom en af mine daghunde faktisk er fra samme opdrætter), men jeg tillader mig at gøre det alligevel.
Den pågældende hund er en blanding mellem Shiloh schæferhund og ulvehund. Ved ikke, hvordan procentdelen af ulv i ham ser ud, men i betragtning af hvor genert han er og hvor meget flyveadfærd han har, så jeg gætter på, at det er en forholdsvis stor procentdel af ulve. Mere i ham end i min daghund, er min mistanke.
Jeg har ingen enhver personlig erfaring med Wolfdogs. Jeg har aldrig mødt en ren Ulvehund, det er heller ikke en race jeg ville vælge at have. Nu er jeg i og for sig ekstremt glad for daghunden med de samme racer i, men jeg ved heller ikke hvor stor en del Wolfdog er i hende.
Det har jeg dog brugte en masse tid primært på at se Youtube-kanaler, der beskæftiger sig med ulvehunde – især Dyrevagt, hvor kvinden, der driver kanalen (hvis navn i øvrigt er Anneka Svenska) Jeg har selv flere, og bruger også meget tid på redning af ulv (hvordan pokker oversætter man det på en måde, der giver mening?). Det lille mig “kan” Jeg lærte om ulvehunde der, og det er til dels det jeg vil bruge når denne hund er hos os.
Meget kort handler det om; Jeg vil ikke tvinge mig selv på denne hund til at sige hej, klap eller noget andet, på den anden side vil jeg drysse hundegodbidder omkring mig og dermed tiltrække kontakt (det har vi allerede gjort, og det virker), og jeg vil tilbyde ham en tryg og stabil ramme, hvor vi arbejder sammen, og en sikker og stabil støtte i ny, ukendte og skræmmende situationer (hvilket lader til at være alt, hvad han ikke har oplevet endnu).
Jeg har en kæmpe fordel i alt dette.
Jeg har Boyo.
Boyo er en helt fantastisk hund at have som støtte og guide for hunde af den mere usikre og forsigtige slags. Du kan sige meget om min hund, men han er meget åben og fremadrettet, han elsker alt og alle, han er nysgerrig og glad, han går til det uden at tænke særligt over mulige konsekvenser, han går ligesom bare ud fra, at alt er til hans fordel. Og han er virkelig helt fantastisk til at vise andre hunde, hvordan livet fungerer for ham. Det er han sååå godt på den måde, min hund.
Men jeg tænkte som jeg ville tage og sladre (og prale lidt) om, hvad vi har formået at opnå på de få gange, vi har mødt hinanden indtil videre. Denne unge hund og Boyo kom sammen lige fra starten. Jeg tror, Boyo ser den lille fyr som en lillebror, og lillebror ser bestemt Boyo som en super sej storebror.
jeg har tabt optællingen af, hvor mange gange vi har set hinanden indtil videre, men tre nøglebegivenheder har fundet sted, hvoraf to er gigantiske i mine øjne.
Vi er gået et par korte gåture sammen. Det lyder måske lidt latterligt, men på samme måde som Boyo er super mor, det er denne hund også. Tilføj frygtsomheden over for andre mennesker end hans egne, så bliver den ret stor. Så er han over at gå min vej – det vil han lære.
Hans mor bruger en bil, så han har aldrig gået op ad trapper. For en uges tid siden testede vi en super kort lille trappe udendørs – og det var super skræmmende, tænkte han. Men med støtte (og meget få krav) fra både mig og Boyo, han gik ned og op måske tre trin, flere gange. Uanset hvor godt.
I går var de her igen, og vi lånte denne hund med til at træne trapper i opgangen. Det var første gang, han var i vores opgang, og bare at gå ind gennem porten var lidt skræmmende. De kommer ind, og efter noget almindeligt tiggeri gik han op på tredje sal, hvor jeg bor – og ned igen. Så fandens super dygtige.
Men det fedeste af alt skete efter gårsdagens trappetræning. Da vi gik ud igen og ventede på, at hans mor skulle komme tilbage, så kom han og trykkede sig mod mit ben og jeg måtte kramme ham ordentligt. Ham der ligesom er løbet så langt som snoren går, hvis jeg kom for tæt på før. Så må det selvfølgelig indrømmes, at så snart hans mor dukkede op igen, Jeg holdt ikke længere. 😀 Men bare det, at han søgte støtte og tryghed, fik mit hjerte til at smelte.
Det bliver det utrolig spændende at se hvordan det går. Jeg håber, at de dage, han vil være hos os, vil være nok til, at Boyo kan øve tilstrækkelig indflydelse på denne hund, at bringe en form for varig forandring. Forhåbentlig kan vi støtte ham nok til at overvinde lidt af hans usikkerhed, men det skal vise sig.
.. og det burde det også være spændt på at se, hvor træt Boyo vil være efter den uge. Ugen før kommer en af vores daghunde tilbage efter sin lange ferie, og hun er her hver anden uge. Han bliver super træt bare af det, så der går tre lange uger, før han får et ordentligt hvil, den stakkel. 😀