Dette indlæg bliver nok mere personligt, end jeg egentlig ønsker på denne blog, men det bliver som det bliver. Som du sikkert ved, lever jeg med det Bipolar lidelse, og det kommer i det mindste delvist til at handle om den balance, stabilitet og styrke har jeg svært ved at opnå på egen hånd. Dette er en af de største grunde til, at det er så vigtigt for mig at leve med en hund.
At have en hund i ens liv betyder, at man skal være stabil, selvsikker og stærk i sig selv. Er du ikke det, er der risiko for, at alt bliver en pandekage. At have en hund som Ella kræver ret meget stabilitet, sikkerhed og styrke. Jeg ved ikke præcis, hvad det skyldes, men jeg tror, jeg har nemmere ved at være alle disse ting, når jeg har en hund. Det er ligesom så mange andre ting (Jeg har bemærket); Jeg har brug for en pendant, for at jeg kan være noget. Jeg skal have noget at reflektere mig selv i for at vide, at jeg eksisterer.
At leve med Ella gør mig til en person, jeg godt kan lide at være. Det forstærker mit eget behov for stabilitet, sikkerhed og styrke. For der er også nogen der, der kan og vil modtage det, jeg projekterer, det bliver både nemmere og sjovere at gøre det. Det er et samspil, ganske enkelt. Det er nødvendigt for, at mit og Ellas forhold fungerer. Hun har brug for, at jeg er stærk, stabil og sikker. Jeg har brug for, at hun er det.
Og deri ligger mit problem lige nu. Ella er gammel. Det er meget, meget snart tid for hende at gå. Hun er gammel og har det ikke godt. Det har jeg selvfølgelig en plan for – Jeg vil ikke lade min hund lide unødigt.
Men det bliver jeg utrolig stresset over at jeg ikke skal have hund snart. Ella er mit anker, min barometer. Uden hende mister jeg fodfæstet. Jeg ved ikke rigtig, hvem jeg er uden min hund. Af indlysende grunde finder jeg ud af det, om jeg vil eller ej. Men for at være ærlig, så forstår jeg ikke rigtig, hvordan jeg skal klare mig. Snart er der ingen, der har brug for min stabilitet, min ro, min balance og min styrke. Hvor skal jeg gøre med det?? Hvorfor overhovedet gider at have det?
Det er jeg klar over det er i høj grad sorgen, der taler nu. Det er slet ikke sikkert, at det bliver rigtigt, at jeg giver slip på alt, hvad jeg har brug for, fordi min hund snart er væk. Men det er tanker jeg har, og jeg agter at tillade mig at have dem.
Og det har jeg Det er så godt, når man kommer til skade på en katteklo. Tissen vil være her, også selvom de ikke har samme behov for mig som Ella har. De er ligeglade, hvis jeg sidder og græder i flere timer i træk, eller hvis jeg danser på bordene i en uge i træk. De vil nok ryste på deres små hoveder og lave en #ansigtshåndflade og spørge hinanden, hvorfor de har verdens underligste person.
Jeg vil har brug for en ny hund til sidst. Først har jeg tænkt mig at lande på, at Ella ikke eksisterer (når hun er væk). Det tager nok hele sommeren alligevel. Men senere. Efter det. Jeg tror, jeg har brug for en hund – og åbenbart ikke bare for at komme ud og ikke isolere mig helt. Jeg har brug for en hund for at være den, jeg vil være.
Dette er til ellers en af grundene til at jeg gerne vil have en lidt hårdere hund. Ella er ikke nødvendigvis en let hund at håndtere, selvom hun er den venligste og rareste i verden. Høj energi og intensitet kan være meget stressende at håndtere døgnet rundt. At bo hos hende har dog givet mig smag for hunde, der kræver lidt mere af deres menneske. Jeg tror, jeg ville blive træt af at have en for venlig og beskeden hund.
jeg tror jeg skal have en hund, der til gengæld har brug for, at jeg er den stærk, klar, stabil og sikker mand at fungere. Det bliver aldrig det samme, som det er med Ella, for det bliver ikke den samme hund – men selve fænomenet er noget, jeg synes, jeg skal forfølge.