For et par timer siden fik jeg en hund. Nu har jeg ikke længere en hund. Efter det seneste halve års voldsomme forringelse har jeg ladet Forsvarets Ella komme videre.
Jeg besluttede en uge siden. Jeg har ikke sagt noget, fordi jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle sige det uden at bryde mere ned, end jeg gjorde helt alene. Ella og jeg har brugt vores sidste uge sammen på at tage det roligt og se venner, som jeg vidste ville se Ella en sidste gang. Jeg har været omhyggelig med at holde fast i rutinerne – ved rutiner, og ikke at gøre et stort nummer ud af det. Det har følt sig vigtigt ikke at bekymre min hund mere end nødvendigt (hvilket jeg delvist gjorde, bare ved at være ked af det).
I morges var Jeg er tæt på at ændre mening. Det var så utrolig tæt på, at jeg ringede og lavede en aftale, da Ella var ved meget godt humør og ret frisk for sit gamle jeg. Men jeg talte med en af mine bedste venner, og allerede under samtalen indså jeg, at min tidligere beslutning var rigtig. Hverken Ella eller jeg ville have gavn af, at hun boede en måned eller to mere.
Jeg er også utrolig glad for dyrlægen der hjalp os. Vi har set netop den dyrlæge før – det var hende, der røntgenfotograferede Ella, da hun var omkring et år gammel. Hun blev et stykke tid bagefter, og vi snakkede om forsvarshundene, fordi hun har erfaring med dem. Det føltes meget rart at få bekræftet, at disse hunde er et kapitel for sig, og ikke nødvendigvis let at have. Det var også den samme dyrlæge, der hjalp mig med en af mine første katte, da hun blev akut supersyg og ikke kunne holde ud at leve mere. Jeg er utrolig taknemmelig for mit held med at have den samme dyrlæge til så vigtige begivenheder i mit og mine dyrs liv.
Der er så en frygtelig masse ting at være taknemmelig for, når det kommer til Ella. Manden til ulige par end os to skal nok lede efter – men på trods af det hår det virkede. Det har ikke været et bed af roser – langt fra. Men det har virket, og vores forhold har været noget helt særligt. Faktisk er det den slags menneske-hund-forhold, som alle ønsker, men få er velsignet med. Jeg var så heldig at opleve det sammen med Ella.
Jeg er også utrolig taknemmelig for alt, hvad jeg lærte om hunde gennem Ella. Hun har måttet stå som forsøgskaninet i mine tidlige forsøg på ledelse og kommunikation. Hun har lært mig at håndtere en hund med ekstrem høj energi og intensitet. Hun har trænet mig i ledelse – på en måde, der passer mig, og i forlængelse heraf hende.
Ekstra fantastisk med Ella er, at jeg aldrig har mødt nogen, om det er menneske eller hund, der lever i nuet, som hun har. Der har aldrig været noget dengang eller siden for hende – det har været her og nu. Det er noget, jeg især har reflekteret over de seneste uger. Som standard Jeg er selv utrolig dårlig til det – i hvert fald når det kommer til at være til stede i nuet.
Ulempen ved det er, at jeg i løbet af den sidste uge havde utrolig svært ved at forestille mig et liv uden Ella. Hun har været her – ikke. Det kunne jeg sådan set ikke se sen foran mig. Nu er jeg med sen, og pludselig føler når uvirkelig.
jeg er meget, meget afstumpet. Jeg vågnede i går eftermiddags ca 15.20, og er ikke gået i seng endnu (ca 21.10). Jeg ville have alle de timer, der var tilbage med Ella, så jeg tog dem. Men alle timerne med vågenhed gør, at jeg ikke rigtig mærker det – og det er der pointer i. Fx at jeg forhåbentlig ikke går helt i stykker, før jeg i hvert fald kommer lidt på afstand fra tabet.
Det er muligt at jeg faktisk overlever det her. Ella er min første hund, så jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal forvente. Det eneste jeg ved med sikkerhed er – flere ting, Mysak og de små piger. EN; de rutiner vi haft, uanset hvor utraditionelle de var, er en af de ting, der holdt min hverdag sammen. Uden Ella vil det være svært at vedligeholde på egen hånd. En anden ting er, hvad jeg skrev om.. i går!? Interaktionen vores forhold bestod af – Jeg har haft brug for, at hun var det, hun havde brug for fra mig.
Så tager jeg mig friheden til at være stolt af både mig og Ella. En vaklende begynder med en hund gennemgik en række fejl med en hund, der er alt andet end en begynderhund, og formåede at få en overdreven energisk, intensiv, sprudlende glad og glad hund – men som også var utrolig kærlig og venlig. Jeg agter også at tage mig den frihed at antage, at hvis jeg lykkedes så godt med en hund opdrættet af de væbnede styrker, Jeg vil klare stort set enhver hund.
Sidst men ikke mindst Jeg vil gerne takke Ella selv for at have givet mig det privilegium at låne hende i ti år. Tak for alt, hvad du lærte mig. Tak for al den kærlighed du har givet. Nu var det tid til at returnere dig – jeg elsker dig, altid. som især de små piger kan parkere i eller på