Jeg er en af dem, der tror, at det eneste, der sker, når man dør, er, at man skifter form. Det vil sige; du forsvinder ikke rigtig, man skifter kun form og tilstand. Den krop, vi har i løbet af vores liv, er bare et køretøj, vi bruger bare til at leve igennem.
Formen vi genvinder når vi dør er ren energi. Som jeg har skrevet om før, er energi noget, vi kan mærke. Tænk bare, når vi fornemmer en bestemt person komme ind i et rum – det er ikke ualmindeligt at vide, hvem det er, også selvom du ikke ser den pågældende person.
Ella var her i går. Jeg lagde først mærke til det, da jeg gik hjem fra Ica – gik og hentede en pakke med et lydkort til min nye(gammel) adopteret computer. Da jeg gik ned af trappeopgangen, bemærkede jeg igen, hvor ekstremt mærkeligt det er at gå ud uden Ella.
På vej hjem Jeg følte, hun var der. Jeg kunne næsten se hende, hvor hun gik, noget træder foran mig, som hun plejer.
Da jeg gik og lå ned var det endnu tydeligere, at hun var her. For første gang græd jeg virkelig, rigtig ordentligt. Hun var så klar i følelsen. Jeg ved ikke hvordan jeg skal beskrive følelsen udover at det var et særligt pres mod huden. Et print jeg kun forbinder med hende. Hon føles på en bestemt måde, som ingen andre gør.
Det føles som at noget har flyttet sig i mig. Indtil videre har jeg brugt det meste af min tid på at distrahere mig selv, for at undgå at tage alt ind på én gang. Men nu synes jeg, at jeg begynder at slippe lidt mere ind. Måske er det nu, hvor den rigtige sorgproces starter.
Jeg ved ikke.