Jeg følger især mange mennesker på YouTube, og dels på Facebook. Det handler om alt muligt, som i ret høj grad omfatter hunde. Selvfølgelig. Jeg er tilfældigvis interesseret i midler, samt. 😀 Jeg følger et par svenske hundemennesker, og desto mere fra USA (!) og et par fra Storbritannien. Hvorfor? At give mig selv en bred vifte af viden at vælge imellem, selvfølgelig.
Efter en del tænker, er jeg kommet til den konklusion, at jeg tror, at du vælger, hvilke filosofier og måder, du vil bruge tid med din hund, baseret på den valgte race. De fleste hunderacer, som den almindelige mand har, vil jeg kalde “normal”. De er venlige, let at hæve, kræver ikke meget af sit menneske – og så skal der måske ikke så meget ledelse og kommunikation til, hvilket er det, der interesserer mig.
Jeg er selv på generelt ekstremt uinteresseret i den type hund. Jeg vil have en hund, der kræver meget af sit menneske, og jeg ønsker et særligt forhold til min hund. Af den grund er jeg mest interesseret i hunde, som mange opfatter som hårdere og hårdere, selvom det ikke nødvendigvis er arbejdshunde.
Jeg vil prøve hold mig kort, men der er nogle ting, jeg virkelig stiller spørgsmålstegn ved den positive forstærkningsfilosofi, som jeg troede jeg ville tage op.
F.eks; på hvilken måde det er forkert at kræve acceptabel adfærd fra din hund, og at informere hunden om det?
Har du en hund med stærk vilje og opfindsomhed, hvordan kan du stole på, at den positive forstærkning virker i skarp tilstand?
Mens jeg og en side kan blive enige om, at positiv forstærkning virker til læringsformål – hvad gør du, når hunden skal vide, hvad du har lært den, men af en eller anden grund nægter at gøre det? Det gælder blandt andet og frem for alt, hunde brugt i krævende arbejde; politihunde, militærhunde, vagtmand med hund, og så videre.
Hvorfor synes du antag og antag, at alt, der ikke er positiv forstærkning, betyder at straffe hunden? At rette en hund er ikke automatisk det samme som at straffe den.
Der er enormt mange spørgsmål, som jeg tror, denne metode efterlader ubesvarede. Jeg tror også, at den udelader et stort antal hunde, som den simpelthen ikke er egnet til, andet end i ren læring.
For ikke at nævne at hver enkelt person, der er tilhænger af denne metode, er så ekstremt utilgivelig og urimelig over for andre metoder. Jeg tror, det er det sværeste for mig at forstå. Selvom det er klart; det er det samme med politik, religion og børneopdragelse (og mange flere ting).
Min personlige mening er, at jo flere ting åbner du dig op for, jo bedre bliver du til selv at sortere og udvælge de dele, du vil bruge. Det ville være utrolig interessant at vide, hvor mange mennesker der engagerer sig i positiv forstærkning, som i al hemmelighed føler, at det ikke er helt nok.
Dette spørgsmål vedr om du vælger en tilgang til din hund, der passer til den type hund, du har valgt, er interessant. tror jeg, alligevel. Jeg kender faktisk ikke mange, der har det, jeg kalder “normal” hunde. De fleste jeg kender tæt på, som har/havde hunde, har haft krævende hunde. til ved ledelse og kommunikation har været ekstremt vigtigt for os.
Med andre ord, tanken med dette indlæg skulle begynde at tale om folk, jeg følger på sociale medier, men jeg bemærker, at der mest er kritik. 😀 Jeg kommer ind på enkeltpersoner i næste indlæg, ganske enkelt.
Spørgsmålet om ledelse og kommunikation er også yderst interessant. Er der noget jeg synes er kedeligt ved udtrykket “træne hund”, så det er, at jeg ikke føler, at det nødvendigvis gavner forholdet til min hund. Sikkert, hvis du er heldig, synes hunden det er sjovt – men sent, når? For mig giver træning ikke automatisk selvtillid. Tillid kommer af, at hunden ved, at den kan regne med, at jeg er der, når der er brug for mig, at jeg er tryg og stabil og giver hunden plads til at være sig selv og samtidig udvikle mig.
En ting oplever jeg at de, der beskæftiger sig med positiv forstærkning, går glip af, er, at ledelse og kommunikation på ingen måde handler om at træne en hund. Det handler om din egen holdning til hunde, hvordan man opfører sig og hvordan man kommunikerer.
Som med alt ellers har vi mennesker en tendens til at forstærke forestillingen om, at vores egen sandhed er den eneste, gennem det, vi vælger at læse, lytte til, med, og så videre. Det gælder også for hunde. Jeg gør det – givetvis, også. Jeg vælger, hvem jeg følger med stor omhu. Nogle følger jeg slavisk, andre ser jeg lidt fra tid til anden, og så er der faktisk nogle jeg normalt helt nægter at se noget med fordi jeg synes deres holdning og filosofi er så forkert at jeg snapper. Nogle gange kan jeg alligevel forestille mig at se noget, men det tager normalt kun et par sekunder, før jeg husker, hvorfor jeg nægter at se den.
Cesar Millan er den første hundeperson, jeg opdagede, og det var det mange, mange år siden. Men han er ikke den eneste, der har sine egne fornuftige tanker og ideer – der er flere. Fremover vil jeg fortælle lidt om, hvem jeg følger, og hvorfor. Jeg vil også tage en eller et par stykker op, som jeg valgte ikke at følge – og hvad gør at jeg ikke gør det.
Hvis den er sluppet enhver, Det er noget, jeg finder så ekstremt interessant. Jeg kan sidde i timevis og se klip, der omhandler forskellige problemstillinger i forbindelse med hundeadfærd, og hvordan man afhjælper dem – ikke nødvendigvis med motion, men gennem hvordan du forholder dig til og kommunikerer med hunden. For mig slår dette hundetræning hvert minut af hver dag.