Det er et stykke tid siden jeg har skrevet her – faktisk siden jeg bloggede, generelt. Det har sine ternede og stribede grunde – som om jeg er i kemoterapi for brystkræft (som er væk, og jeg betragtes som kræftfri – men af ren overvejelse må jeg alligevel gå igennem med dette), og er derfor ekstremt træt det meste af tiden og orker bare ikke.
Måske er det derfor bliver jeg så latterligt glad, når der falder en konvolut ned i brevkassen, der viser sig at indeholde et håndskrevet postkort fra en ukendt person, der læser denne blog og synes den er så god. Til dig der sendte dette postkort – du gjorde min dag. Virkelig – jeg blev skitglad. Af mange, forskellige årsager.
Til at begynde med med at jeg er glad for selve tingen. Det er virkelig ikke normalt for mig at modtage postkort, især ikke af folk jeg ikke kender. At det også er et postkort, der er håndskrevet af en person, der kan lide det, jeg skriver om – som jeg er helt klar over, helt sikkert vil blive set som kontroversiel og i det hele taget, ret dårligt, af mange. Det er heller ikke noget, jeg er forkælet med, og det alene gør mig også glad – at der er nogen derude, der har en lignende måde at tænke på som mig selv.
Dette vil være ikke et langt indlæg – Jeg er på vej ud med hundene (min egen og en dag hund), men jeg ville gerne præstere mit store, Dybt kendt tak til dig for at finde den rigtige adresse til mig og skrive til mig på denne måde. Det er det langtfra det sjoveste og bedste der er sket for mig længe.
Ellers skal Jeg prøver at begynde at blogge igen (håber jeg). Jeg er halvvejs i kemoterapi, så jeg tør ikke love at det bliver regulært. Men Boyo fyldte tre lige før jul, og jeg plejer at skrive en form for hyldest omkring særlige dage, og der er mere jeg gerne vil skrive om men ikke har kunnet. Lige i dag så jeg for eksempel en Youtube-video, som jeg gerne vil kommentere, men vi får se hvornår det sker. Indtil videre – god fortsættelse – og TAK! som især de små piger kan parkere i eller på