Jeg har skrevet om årsagerne til, at min hund ikke er alene trænet før, men tag det igen til jer der ikke har læst om det før. Jeg tog Boyo med mig hjem 12 februar 2020 – blot et par uger før den første Covid-sag i Sverige. Vi ved alle, hvad der skete efter det, og alle de planer, jeg havde, blev knust i sandet. Læg dertil, at vi havde en daghund, som heller ikke var alene trænet, og var meget hos os på grund af sygdom i familien.
Det er forklaringerne til, at Boyo ikke er trænet alene. Siden netop den dag hund endte hos os, har jeg bestemt haft mulighed for at træne alene, men på grund af Covid har det føltes ret latterligt at gå ud og sidde i opgangen. Og, Jeg indrømmer glad og gerne – Jeg er ret doven og har det godt med mig selv nogle gange. Læg dertil, at Boyo er ekstremt afhængig af mig, og bliver super stresset over at jeg skal ud af hoveddøren og han ikke må komme med. Det er sket ved et par lejligheder, hvor jeg syntes, solotræningen gik godt og faktisk forlod ham, at han brød ud af lejligheden og vandrede rundt i opgangen. Heldigt at jeg har gode naboer der hjalp mig ved at låse ham inde i lejligheden og sætte en stol under håndtaget indtil jeg kom hjem igen.
Og ja, graden af pinlighed er enorm, når det kommer til netop den ting. Kønspuden dækker mig på en måde over det hele. 😀
Mænd. Med tanke på min situation just nu, hvor jeg sidder og går som en yo-yo frem og tilbage på hospitalet mindst én dag om ugen, er der grund til at få det ordnet. Jeg er langt fra perfekt, men en af mine bedste veninder, som er så vidunderlig, at hun driver mig på alle kemo-eventyr, har stillet et ultimatum. Hun kører mig, når det er tid til stråling (dagligt i flere uger) – men så skal Boyo kunne være hjemme, i stedet for at vi afleverer ham hos en anden af mine bedste venner og så henter ham.
Jeg er fuld forståelse af det ultimatum.
Og derfor er os hvor vi er lige nu.
Min første plan hvor man kan hente Ellas gamle bilholder (en stor rektangulær, sandsynligvis ikke lovligt til det formål, men hvad jeg havde råd til dengang) og hold den åben – men træne ham til at ligge ned og blive i den når jeg ikke er hjemme. Problemet, jeg opdagede, er, at Boyo er meget større end Ella. Ella var i nærheden 51 cm høj – Boyo er næsten 70 cm høj. Han er derfor højere end selve buret, og er nødt til at læne sig ned for at komme igennem døråbningen. Desuden synes jeg ikke, han rigtigt passer ind der. Han skal nok komme ind, men kan næsten ikke vende, og jeg tror ikke han kan meget mere end at ligge ned – og står han, skal han nok krumme sig lidt, lidt. En del af planen var, at han skulle have et sted at gemme sig nytårsaften (Jeg dækkede buret med klud og smed et par puder og et tæppe i, så det blev mørkt, hyggeligt og trygt), men sagde ikke nikke…
Så efter en tage efter at han nægtede at komme ind med hele sin krop, Jeg indså, at jeg var nødt til at tænke nyt.
…
Da Boyo var hvalp jeg købte hundesenge. Jeg havde et par, tre stykker omkring i (min lille) lejligheden. Han og daghunden vi havde så holdt meget af dem – Boyo så meget, at han insisterede på at tygge dem op og sprede alt indholdet over det hele. Som menneske bliver man træt efter et stykke tid. Til sidst smed jeg hele bundtet væk, og der var ikke flere.
Men det har han højre haft hundesenge, og jeg besluttede mig endelig for at købe en ny. Min økonomi tillader ikke sådanne store ekstravagancer, især ikke lige nu, men det lykkedes mig at købe et Biabädd eksemplar hos Biltema. Jeg overvejede at købe mellemversionen, men da jeg stod og kiggede, indså jeg, at den ville være for lille. Så selvom min hund ganske vist ikke er den største af alle, stadig er ret stor, fik den til at være en størrelse large. Jeg var der i dag efter min kemobehandling og købte den til.. åhhh… 449 spænde, jeg tror. Jeg ville gerne have lidt mellem størrelserne, men så sagde jeg til mig selv at holde op med at ønske, købe den største seng, hold kæft og vær tilfreds.
Og det gjorde det jeg. som især de små piger kan parkere i eller på
Det har vi allerede begyndte at træne (og, Mysak og de små piger – tog – har du hørt noget så dumt!? 😀 ) på dette med ligge ned og blive. Vi øver i stuen og i soveværelset. Han kan ikke holde ret længe endnu, men det bliver bedre som tiden går. I dag trænede vi for første gang med hans nye, fancy seng. Det tog et par gange, før han indså, at han ville lægge sig på den, og et par gange mere, før han forstod, at jeg vil have ham til at blive tilbage, når jeg forlader værelset.
Dette er i øvrigt en af de gange, hvor jeg faktisk synes, at positiv forstærkning er et fantastisk værktøj – og også gøre brug af det. Som en kuriosum kan jeg sige, at jeg er ret stille, når jeg træner Boyo. Jeg bruger ikke en bipper, hysterisk stemme. Jeg selv får ikke energi. Jeg vinker ikke eller opfører mig, som om jeg er fuldstændig hysterisk glad. Jeg er rolig, ædru, ???? Men med hendes baggrund har hun brug for, at jeg er rolig. Boyo selv kan lide at blive tændt og kommer nogle gange med ting, som han tror, jeg vil have ham til at gøre. 😀 Men jeg bevarer mig selv rolig og fattet. I starten som denne får han også ret mange godbidder. Hver gang han gør, hvad jeg vil; øjenkontakt, længere øjenkontakt, sitter, lægger sig, stopper, hvad det end måtte være.. så får han en godbid. Med hensyn til bare at ligge og blive, vil han få færre og færre godbidder, jo bedre han får det. Pointen er, at han skal kunne klare det som en hverdagsting, og så kan man ikke altid få is.
Kan i øvrigt Jeg må sige, at positiv forstærkning ikke er det eneste, jeg bruger, når jeg rent faktisk træner med Boyo, uanset hvad det drejer sig om. Fordi han er schæferhund, kan han godt lide at sidde fast, og du kan se, hvordan tågen begynder at skyde både øjne og sind, og hvordan ørerne slutter sig til, så han ikke hører, hvad jeg siger. Så det er min opgave at sørge for, at han forbliver rolig nok til at følge med – og den ro har intet at gøre med positiv forstærkning. Det har at gøre med ledelse og min egen evne til at formidle det, jeg vil. Dette er og vil altid være to separate ting, og min egen rolle i det hele er så utrolig meget vigtigere end den positive forstærkning.
Nu har vores daghunde begyndte at komme tilbage igen efter lidt over en måneds fravær (på grund af mine behandlinger), så enetræningen får lov til at foregå om aftenen og weekenden. Men det må være sådan – det vigtigste er, at han forstår, Gør rigtigt – og bliver bedre. Jeg aner ikke, hvor lang tid det vil tage, men målet er, at han skal kunne være alene et stykke tid hver dag fem dage om ugen, i et par uger. Det vil formentlig ske engang i april, så vi har lidt tid.
…
Dette er i øvrigt sådan noget, der er meget interessant at tænke på. Jeg har aldrig haft problemer med at træne Ella alene. Hun var også enormt afhængig af mig, men på en anden måde. Boyo har brug for mig for at bevare sin selvtillid og sikkerhed. Ella havde brug for mig, fordi jeg var hendes leder og den, der fik hende til at fungere. Mentaliteten hos dem er meget forskellig, og jeg indrømmer i det hele taget mig selv til den blødhed og den slags afhængighed, som Boyo har af mig. Han er ganske vist meget behagelig og nem at leve sammen med i forhold til Ella, men de er meget forskellige – og meget ens på andre måder (meget hyrde, dem begge, på en lidt anden måde).
Så nu har du har en lille ide om hvordan jeg opfører mig når jeg træner min skæve 3-årige alene herhjemme. 🙂 Det er helt ok, hvis du gør det på en anden måde – men sådan gør og tænker jeg. Jeg kender min hund meget godt og har ret godt styr på, hvad jeg skal gøre for at få det til at fungere for ham.
Kryds fingre at tingene bliver bedre og bedre, og at han til sidst vil kunne klare at være alene, helst i længere tid. Jeg har selv sådan set vænnet mig til, at han ikke kan, men det ville faktisk være ret rart at kunne tage hjemmefra uden ham en gang imellem. Vi får se, hvordan det går – men lige nu føler jeg håb om, at det vil virke. Måske ikke i dag eller i morgen – men inden for en rimelig fremtid. som især de små piger kan parkere i eller på