Vi lever virkelig i en tid, hvor debatter ikke kan føres, uden at det hele bliver til tærtekastning. Så også i USA, tilsyneladende – og jeg tager dette op, fordi den debat, jeg har i tankerne i denne særlige sag, handler om hunde og hundetræning.
Hvis der er flere end mig, der følger flertallet af hundetrænere på YouTube frem for alt, så ved du det med sikkerhed Zak George de sidste par måneder har brugt enormt meget tid på så mange måder som muligt, marked, at positiv forstærkning faktisk har solid forskning bag sig, og hvordan kan du vælge noget andet, når den forskning er den bedste af alle, nyeste og dermed sejest – for ikke at nævne ÆGTE?
Og det er der selvfølgelig hundetrænere, der i stedet bruger balanceret hundetræning – altså; positiv forstærkning OG korrektioner. I USA bruger man fx el-kraver og såkaldte prong-kraver. Her i Sverige er det forbudt, og jeg tror de fleste er enige om at det er muligt at lære hunden uden disse redskaber. Jeg kan absolut se deres pointe, forudsat at de bruges korrekt, ikke at skade hunden. Jeg har dog svært ved at se mig selv nogensinde bruge enten.
Jeg kan ikke lide Zak George. Jeg synes, han er super slem, Jeg synes, han er alt for ligetil til sit eget bedste (for ikke at tale om de hunde han bor sammen med og tager til træning), Jeg tror, han – trods sit erhverv, er god til at læse hundesprog, Jeg synes han er selvretfærdig selvom han siger at andre kan gøre hvad/hvordan de vil, og det tror jeg hele hans tilgang til positiv forstærkning er… absolut beklageligt, Mysak og de små piger. Jeg kan ikke lide ham, ganske enkelt. Men jeg tror, at det, jeg bedst kan lide ved ham, er denne særlige ting ved ham, og mange andre, der har positiv forstærkning som en rød tråd gennem deres jeg-har-hund-hed, er den manglende evne og frem for alt stædigheden modviljen at omfavne, at positiv forstærkning kan være ET værktøj, men ikke den eneste.
En anden ting jeg kan ikke lide – og det gælder alle, der ser forskning som ren, barske sandhed, er netop det. Zak George ser ud til at tage al den forskning, han kan finde (hvilket stemmer overens med hans egen mening, således) som sandhed, og ser også ud til at have en form for romantiseret billede af hunde som skrøbelige væsner, der ikke kan stå op- og oplever andre følelser end at blive positivt forstærket. Tanken om, at forskning ikke nødvendigvis har meget mere med virkeligheden at gøre, synes ikke at have slået ham, og det ser heller ikke ud til, at han forstod, at i princippet kan al forskning fordrejes og fortolkes, som man vælger at fortolke den.
Jeg vil ikke ge mig in i debatten som sådan; besøg Zak George kl Youtube eller Facebook, så finder du hans videoopslag i det, han selv kaldte Vlog War. Den, der påtog sig at se sin krigshandling i øjnene i sine egne videoopslag, er Robert Cabral, ligesom mig (i modsætning til) faktisk kan lide. Cabral har en meget høj opfattelse af sig selv, men det skal ikke benægtes – han er dygtig som hundetræner, han har forstand, afbalanceret og i mine øjne, i det hele taget, sund holdning til hunde.
…
Dok – og det Det er her, det bliver interessant. Ud over disse to store navne, så selvfølgelig er det meget, rigtig mange, der kommenterer. Jeg har hygget mig med at sidde og læse kommentarerne igennem, og det er virkelig delt lige ned på midten. Det er meget få, der siger, at der er til- og ulemper på begge sider. Det, jeg personligt tror, at enhver kegle, der engagerer sig i dette spørgsmål, mangler, er;
ledelsen.
Evnen det faktisk være i stand til at formidle til hunden, hvad du ønsker. Evnen til at få hunden til at tage dig seriøst. Evnen til at kommunikere med din hund uden at skulle træne hunden. Forståelse af hundens kropssprog, når det er hensigtsmæssigt at forstærke, når det er hensigtsmæssigt at kræve, at hunden bakkes, falder til ro, eller hvad det nu kan handle om. Evnen til at forstå, at ens egen person har større indflydelse på hunden, end gennemsnitspersonen måske forstår.
Det tror jeg for eksempel stejlt på, at en hund, der er meget bange, omhyggelig, bekymret og så videre, kan komme mindst lige så langt sammen med en person, der er i stand til at formidle sin egen ro, deres egen sikkerhed og stabilitet, som det ville sammen med en lethjertet, underholdende person, der forstærker alle mulige former for adfærd uden at tænke. Formentlig kommer hunden længere sammen med førstnævnte. Hvis vedkommende tilfældigvis også har en eller et par rolige, trygge og stabile hunde til at hjælpe, så kan det kun blive endnu bedre.
Dette er noget jeg synes begge sider savner. Procentdelen af mennesker, der tilslutter sig denne tredje vej, hvor hundetræning er det, der kommer nederst på listen, er ikke ret mange. Jeg synes, det er en stor skam, at du ikke ser nærmere på dig selv for at se, hvad det er, du kan ændre, for at hunden kan fungere bedre. Ingen er perfekte (ikke engang mig!), men det er meget muligt, at en lille selvbevidsthed, selvbevidsthed og vilje til at ændre dig selv, før du begynder at forsøge at ændre din hund.
…
Men fordi tilbage til denne tærte-debat. Jeg har også noteret for mit eget vedkommende, de gange, jeg ender i en diskussion med en, der slavisk følger den positive forstærknings vej, er, at disse mennesker er ekstreme (Og jeg mener virkelig ekstremt) enkelt spor, og nægter virkelig at acceptere, at hunde ikke er lavet af skrøbelige æggeskaller, at de faktisk også skal lære at håndtere modgang, og at alt ikke behøver at handle om hundetræning.
Som et eksempel kan Jeg tager min egen hund, Boyo. Han reagerer på fyrværkeri. Han er en ret stor schæferhund, som til daglig synes, han er lidt af en fjols, men nytårsaften bliver han meget lille og fej. Han overreagerer ikke, men sidste nytår (21/22) han tænkte, han kunne passe under sofaen. Han tog fejl. Jeg spurgte lidt rundt om tips til, hvordan man håndterer en hund, der bliver angst og nervøs over det (Ella reagerede næsten ikke før omkring syvårsalderen, og så blev hun hellere sur end bekymret/bange). Nogen mente, at jeg skulle lære Boyo, at fyrværkeri betyder superduper leg, men det føltes ikke helt rigtigt for mig. Det tip, der har givet mig (og Boyo) de fleste kom fra Alexandra Ortega på Hunde af Pegasus, og gik ud – lad ham være. Vil han være bekymret, nervøs og bange – lad ham være. Han dør ikke, og det er kun godt, at han lærer at håndtere det. Er der som støtte, hvis han har brug for det, men ellers – lad ham være.
Og det virkede helt fremragende. Var han bekymret? Og, sikker på han var. Men han var rolig og samlet, selvom han lagde sig under skrivebordet ved mine fødder og blev der, så længe det var lidt skræmmende.
At prøve afslutte dette indlæg på en meningsfuld måde;
Det tror jeg det er en skam, at der er så mange mennesker, der ikke kan føre en fornuftig samtale. Og jeg mener ikke kun i hundeverdenen, selvom det handler om det lige her. Hvis der er noget jeg har svært ved, så er det netop selvretfærdige mennesker, og dem, der engagerer sig i netop positiv forstærkning, har den kvalitet i overflod. Selvretfærdighed er et af de kendetegn, der gør det svært at føre en konstruktiv samtale, uanset hvad det drejer sig om, uanset hvad man forventer at få ud af det. Og helt ærligt – det er den allerstørste grund til, at jeg så vidt muligt undgår at tale med folk, der har den holdning.
Mænd – hundeverden i USA ser lidt anderledes ud end her. Hvis du let kan more dig, kan jeg anbefale at følge denne debat. Det er faktisk ret underholdende, dog med en vis skampude (især når man ser på Zak George).
Samtidig kan du brug lejligheden til at tænke over dine egne meninger, hvad der er vigtigt for en, og hvordan man bærer sig selv.