Det er faktisk lidt over to uger siden, at Iza flyttede ind som en lille killing med store vokale ressourcer, når det kommer til at hvæse mod store, sort, osteagtig, behåret hund med mere nysgerrighed, end hun var tryg ved.
Det var dog dengang.
Tiden flyver, når man er en lille killing, og det sker hele tiden. Første uge, måske ti dage eller deromkring, ting skete med hende næsten time til time. Helt utroligt.
Jeg kan kort sige dette;
Jeg tror faktisk ikke, at nogen tidligere kat har følt sig så hjemme på så kort tid, jeg er Isa. Jeg hentede hende en søndag, og onsdag/torsdag ugen efter føltes det som om hun altid havde været her. Ikke, efter cirka to en halv uge, er ikke ligefrem noget nyt længere, men lige præcis som det skal være.
Hver dag.
Men der sker stadig ting. For et par dage siden var det første gang, jeg så Iza og Boyo ligge så tæt på hinanden. Lige da jeg lagde min telefon fra mig, Jeg så også, at Boyo fik sit største ønske opfyldt. Iza indså ca 14 uger gammel, at Boyo faktisk er en rigtig, virkelig elendig hund og faktisk, Mysak og de små piger, skal vaske både ansigt og ører.
Boyo har ju haft Molly, min 14-årige moster, som vaskemaskine. Han har virkelig savnet det, og jeg er meget glad på hans vegne, at Iza med tiden vil påtage sig den rolle. Nu er hun en killing og ikke en voksen hunkat – end. Men hvem ved, måske bliver det sådan i sidste ende.
De er også begyndt at lege lidt. Han vil mere end hun gør, men det lille han får lavet (for hende) Jeg synes, de begge er ret sjove. I hvert fald er det for mig både vittigt og sjovt at se på.
Iza er i øvrigt en rigtig klatreabe. Min kontorstol er en af de sjoveste legepladser til en lille katteunge, helt klart. Hun kaster sig ned på ryggen af ryglænet og hænge-klatrer med sine kløer, op til toppen og lægger sig som en tudse og synes hun er den sejeste i hele verden. Og det er hun, Selvfølgelig.
Jeg er utrolig glad for, hvordan Izas ankomst og første gang har udviklet sig. Der er ikke noget, du kan vide på forhånd. Jeg forventer, at der kommer endnu mere ballade til sidst. Lige nu er vi midt i en brændende varm sommer, og min lejlighed bliver sygt varm – så vi er alle sammen ret forkvaklede, selvom jeg synes, Iza klarer det bedst af os.
Udover det kan jeg fortælle dig, at hun spiser som en hest, drikker ret meget vand for at være så lille, at Boyo igen har påtaget sig rollen som at rense kattebakken, når han har lyst (hvilket som regel omfatter at drapere gulvet rundt med både kattegrus og nogle gange også kattebaad), at Iza spiller hockey med kugler fra Boyos madskål (han gurgler noget virkelig forfærdeligt, når han spiser), at støv/pelsduster er helt fine at lege med, når man er killing…
Der. Du hører – livet er som det skal være, igen. Hvilket for den sags skyld også omfatter diverse rivemærker på hænderne. Ikke fordi hun vil såre mig, men fordi hun er en killing og det sker sådan nogle gange.
Jeg har kendt i mange, mange år, at jeg altid skal have mindst én kat. De to måneder, der gik mellem Molly og Iza, har slet ikke været sjove. Det er alt for tomt uden en kat. Jeg ønsker og har brug for både en kat og en hund i mit liv – det er bare.
For også at følge en killing og se hende vokse op – det er virkelig et privilegium. Især når det inkluderer at se forholdet mellem hende og Boyo udvikle sig og forhåbentlig blive til noget virkeligt, rigtig flot.