Jeg tænker meget på Ella kontra andre hunde lige nu. Jeg formoder, at det vil være tilfældet, fordi Ella ikke længere er hos mig, hvilket giver mig mulighed for at møde andre hunde. Normale hunde. Med det følger en masse nye, ret interessante tanker.
Jeg ved, at jeg sludre om dette, men efter at have boet med en militæropdrættet hund i ti år føler jeg mig lidt kræsen for, hvilken slags hund jeg vil have fra nu af. Gennem hele sit liv har Ella været præget af ekstrem høj energi og intensitet, total mangel på frygt for nye ting eller mennesker, samt et ekstremt ønske om at komme videre hele tiden, for helst at opleve alt på én gang. Hun er ikke stoppet et eneste sekund, men har levet så meget, hun kunne (hvilket var ret meget, mildest talt) på én og samme tid.
Når du har en sådan en hund skal man forholde sig til den på en særlig måde. Behandlingen og håndteringen skal være på en bestemt måde, for ellers går det ikke. Det er en konstant udfordring at håndtere sådan en hund, netop fordi alt er så ekstremt overdrevet.
At se hvad i øjnene jeg ringer “normal” hunde (Dette er også hovedårsagen til, at jeg aldrig nogensinde vil anbefale en privatperson at anskaffe sig en forsvarsavlet hund.; hunde, der ikke er opdrættet af Forsvaret) er noget helt andet. Fra mit perspektiv og fra min erfaring er en “sædvanlig” hund den anden vej i stedet for. Slags, rolig og fattet grænsende til kedelig.
Jeg mærker mig selv lidt forfærdeligt at sige det, men jeg har ikke råd. Sammenlignet med Ella virker de fleste hunde ret kedelige, Mysak og de små piger. Og jeg indser, at jeg virkelig sætter pris på hunde, der kræver klart lederskab fra deres menneske.
Selvfølgelig er der undtagelsen. Jeg har kendt hunde, der i det mindste kunne måle sig med Ella til en vis grad. En af mine bedste venner havde en kæmpeschnauzer, som også var ekstremt humørsyg og uregerlig på mange måder.
Nu hvor jeg mødte Karma, der er så ekstremt ulig Ella i energi, intensitet og deres egen tilgang til verden og livet, kan jeg på en anden måde forstå hvorfor så mange synes at min måde at forholde mig til hunde på er hård. Men så er jeg nødt til det – igen, påpege, at der er forskel på hund og hund. Ella havde en psyke og en indre kerne af stål. Hun var en hård og hård hund, der krævede stærk lederskab for ikke at flippe ud og blive et monster. det virker ikke at sammenligne sådan en hund med en “sædvanlig”, “normal” hund.
Og dette er den stærkeste grund til, at jeg ikke vil have det, jeg kalder “slags” hunderace. Jeg er overbevist om, at jeg ville kede mig utroligt med en hund, der overhovedet ikke giver mig modstand. Ella var meget medgørlig og villig til at adlyde – men i hendes tilfælde var det energiniveauet og intensiteten, der skulle kontrolleres, så hun ikke blev uudholdelig at tilbringe tid med.
Jeg vil ikke nødvendigvis have en hund med samme energiniveau og intensitet som Ella igen, men jeg vil have en hund, der kræver, at jeg tager kontrol. Jeg har brug for en hund, der tør tage sig af sig selv, som tager deres plads og har deres egen idé om, hvordan tingene skal fungere.
Det er der selvfølgelig række for række med årsager hertil, men de grunde hører ikke nødvendigvis hjemme på denne blog. I hvert fald ikke i dette indlæg. Men jeg kan meget kort sige, at det handler om kedsomhed og mit store behov for psykisk, intellektuel og følelsesmæssig stimulering og at det behov er større og mere krævende end hvad der modsvares af at have en helt alm., venlig hund.