For to uger siden sad jeg på gulvet hos dyrlægen med Ella i armene. Hun var illoyal, helt afslappet. Der var ikke en tød af liv tilbage i hendes krop. Jeg var parat til at sidde der i lang tid sammen med hende, når alt var færdigt, men jeg kunne ikke holde ud at se hendes øjne, så jeg gik. Jeg forlod hende med tæppet viklet om hende, og så gik jeg.
Til den tid hun var allerede død, Så jeg tror ikke, hun var ligeglad. Nu sidder jeg her for mig selv, to uger senere og undrer mig over, hvordan pokker det allerede er gået to uger.
Under disse de sidste to uger har jeg distraheret mig selv ret hardcore med at skrive færdig og færdiggøre en bog, som jeg håber vil kunne bidrage til min næste hund. Bogens indhold hører til bipolarblog.se hvis du er interesseret. Men nu er jeg stort set færdig med bogen, og selvom det vil tage noget tid og energi at markedsføre og sælge det, så har jeg pludselig meget tid til at tænke og frem for alt – føle, igen.
jeg har haft Karma her, selvfølgelig – groenendaeltiken jeg skrev om i sidste uge. Men det er kun en dag eller to mere, så vender hun tilbage til sin almindelige dagpleje. Jeg havde også en polarblanding her i lørdags – en ældre herre, som Ella legede meget med i rastegården, da de var unghunde.
Og det er det super hyggeligt at have hunde her. Men de er ikke Ella, og frem for alt er de ikke mine hunde. Og det gør virkelig hele forskellen i verden. Min egen hund er mit eget forhold. En andens hund er noget helt andet, og det er næsten umuligt at sammenligne. Alt.
Efter to uger mærker jeg, at jeg slet ikke har det godt med ikke at have hund. Jeg har brug for en hund i mit liv, af en del årsager. En grund er, at jeg ikke går ud uden hund. Jeg undgår det så vidt muligt. Jeg er ikke socialfobisk, det er bare det, at jeg stiller spørgsmålstegn ved, hvad jeg skal uden en hund.
Men jeg bemærker også at mit behov for at være nødvendigt er mere omfattende, end jeg havde forestillet mig. Mig og Ella har haft brug for hinanden på lidt forskellige måder, og nu hvor hun er væk, har jeg ingen steder at gøre mine behov, ud over at opbygge egen frustration, bekymring og til en vis grad – faktisk angst.
Har set det endnu Det, der virkelig holder mig oven vande lige nu, er tanken om, at jeg vil til sidst (for lang efter min mening) skal have en ny hund. Endnu en hund. En hund, der ikke er Ella, men hvem er min hund. En hund jeg vil få et super sejt forhold til – også, men ikke som med min Ella.
Frygtelig trist at der er så meget ballade om Ella, nye hunde, daghundaar, hvor forskellige hund og hund er, og så videre. Jeg kan ikke klare det – det virkelig gode indhold vender tilbage. Jeg har bare brug for lidt tid til at vænne mig til at være hundeløs først.