Der er begge til- og ulemper ved at have Egon her i lidt over en uge. Fordelene er ret mange; Jeg kommer ud, som jeg vil, Jeg får hundekram, Jeg har hele sofaen og hele sengen fuld af korte, hvide og grå pelstråde, Ego og de små piger (kattene) gå godt sammen… Men der er også ulemper ved dette.
Gudskelov er det kun én ulempe. En stor en, sikkert, men alligevel – kun én. Det er sådan, at mit eget sorgarbejde efter Ella gør, at jeg ret brutalt tvinger mig selv til at glemme ting som at jeg faktisk synes, det er rart at gå ud flere gange om dagen.. Sikkert, det er traditionelt nogle gange. Nogle dage har jeg slet ikke lyst til at gå ud – men det er godt for mig at gøre det, og selvom jeg allerede ved om det, Det bliver jeg især mindet om, nu hvor Egon er her.
I det hele taget Jeg bliver mindet om, hvordan det er at have en hund. Hvis jeg skulle glemme det, Jeg mener. Og faktum er, at min hjerne tvinger ting væk, som ikke sker lige nu. Det gør det automatisk og er noget, jeg har meget svært ved at styre og kontrollere. Det har intet med Ella at gøre, men er rester fra forskellige traumatiske oplevelser som barn. Men nu bliver jeg meget tydeligt mindet om hundelivet.
Desuden tilfældigvis holder meget af Egon. Egon er en hund jeg sagtens kunne forestille mig at bo sammen med på fuld tid (som jeg skrev i sidste indlæg). Han er den eneste af de hunde, jeg mødte i løbet af sommeren, hvor jeg hele tiden skal tænke på, at jeg ikke skal sige ting som f.eks “Matematik mener det ikke”, “matematik skal bare”, “dig og mor” og så videre. Jeg kan godt lide alle de hunde, jeg mødte i sommers, men Egon er speciel.
Det begynder jeg også at være lidt stresset over at Egon skal hjem om et par dage. Vi har i morgen og tirsdag tilbage – tirsdag aften kommer Egons herre og henter ham. Hvilket betyder, at jeg har endnu en række dage foran mig, hvor der ikke sker noget. Jeg vil gå lige så lidt ud, som jeg gjorde før Egon kom her i søndags.
Jeg elsker at putte også med mine små piger – der mangler bare noget andet, men tøjdyret ser anderledes ud, og de har ikke størrelsen til dem på samme måde som både Ella og Egon (selvom Ella, for at være ærlig, var ret lille og lille til en kvindelig schæferhund).
Så jeg savner Ella. Jeg savner forholdet til min Ella, så jeg tror, jeg vil snappe. Og så knytter jeg mig til Egon, for han er en hund, der nemt kan knyttes til. Men han er også gammel. Han vil heller ikke være med i længere tid, hvilket betyder, at han før eller siden også forsvinder. Hvilket betyder, at jeg også vil savne ham, når tiden kommer, selvom han og jeg ikke hører til på den måde.
Men mest savner jeg det min hund. Min Ella.
Misforstå mig ikke. Jeg glæder mig til at få en ny hund. Jeg ser frem til at opbygge et nyt forhold til en ny hund. Men det tager ikke væk fra, at jeg mistede et af mine tætteste forhold – Ella. Det får på ingen måde tabet til at føles mindre. Jeg er meget taknemmelig for at have haft Ella i mit liv, og jeg vil være lige så taknemmelig for den næste hund. Og den næste igen. Men den viden gør det i hvert fald hverken sjovere eller nemmere. For jeg savner min hund så utroligt.
jeg har nydt at have Egon her, og jeg kommer til at savne ham når han går hjem igen på tirsdag. På torsdag får jeg hundebesøg igen. Så kommer dalmatineren Sigge her for dagen. At faste i over en dag er ikke det samme som at hænge en hund i over en uge.
Eller ti år, for den del.