Jeg skriver meget om ledelse, men måske ikke så meget om mit eget. Jeg tænkte, at jeg ville fortælle dig lidt om det i dag – og det er meget baseret på, hvem jeg er som person, hvordan jeg har været som person, og hvordan jeg har lært visse ting i mit liv. Det er en personlig rejse, hvilket har været både spændende og svært på forskellige måder.
Af mange meget af personlige årsager har jeg gennem mit liv set mig selv som “underdanig”, eller muligvis en “følgere” hvis du synes det passer bedre. Jeg har altid bøjet mig for autoritet. Men så en dag for måske femten år siden eller deromkring, Jeg blev valgt som formand for en nystartet forening – og skulle finde nye sider i mig selv for at få det til at fungere.
Min far har altid været en meget autoritær person i mit liv. Han arbejdede som ombudsmand for det, der var SKTF, men nu kaldet Vision. Han var mit forbillede, da jeg begyndte at udvikle nye sider af mig selv, hvilket i sidste ende viste sig meget anvendeligt i blandt andet ledelse med hunde.
Hvad jeg lærte mig fra min far er at kræve min plads, turde tage plads, turde kræve at blive hørt. Det er ikke lette lektioner for en person, der altid har været stille og frygtsom. Men det har givet pote – For nogle år siden sagde en af mine bedste venner det “når du taler, lytter folk”, hvilket jeg tager som et stort kompliment.
Hvad skete der for mig var, at jeg skulle lave et skift i, hvordan jeg tænkte om mig selv. Fra at se mig selv som lille og svag, Jeg var nødt til at begynde at se mig selv i et andet lys. Så det havde mere med mig selv at gøre end noget andet. Det er, når du tænker på dig selv på en bestemt måde, at det bliver nemmere at have kontrol over dig selv og dine omgivelser.
Et par år senere at jeg havde startet denne proces, tog jeg Ella med hjem, som dengang var otte uger. Hun har fået lov til at agere forsøgskanin, så slemt som det lyder. Det har været langt fra perfekt hver gang, men hun har været tålmodig og givet mig plads og mulighed for at lære.
Og faktum er man skal jo starte et sted – ingen er eksperter fra starten.
jeg tror mine bedste sider når det kommer til lederskab mht. hunde er, at jeg også er meget rolig som person, men også at jeg, så vidt jeg kan, forsøger at møde hunde, hvor de er. Jeg har også et målbillede af, hvordan jeg ønsker, at hver situation skal se ud, og det hjælper mig faktisk med at sikre, at det bliver, som jeg ønsker det. Kombineret med min bevidsthed om, hvordan jeg styrer min energi, Jeg vurderer, at jeg har et relativt godt lederskab.
Jeg ved ikke hvordan det virker for andre, men for mig, der lever med bipolar lidelse, er det meget vigtigt at kunne spejle mig i en hund. Hunden fortæller mig det, så snart jeg er ubalanceret, hvilket giver mig mulighed for at fange mig selv tidligere, end jeg ellers ville have haft, og dermed give både mig og hunden større chance for at opnå balance (igen).
Ting jeg lærte mig i mine år med Ella er, at vrede og frustration ikke har nogen plads i ledelse. Det får bare hunden til at opføre sig dårligere, end da du startede. Den erkendelse har gjort min tålmodighed større (den var ikke særlig stor til at begynde med), hvilket på de fleste måder er glædeligt.
Så skal du ikke udviser tålmodighed og fx sætter grænser over for hinanden. At sætte grænser er i øvrigt også noget, jeg er blevet meget bedre til (fra slet ikke at kunne sætte grænser).
Ud over dette er der der nogle andre ting, jeg lærte af min far, hvilket viste sig at være nyttigt. Ligesom min far for eksempel er jeg ret principfast; hvis jeg har besluttet, at noget skal fungere på en bestemt måde, er jeg ikke villig til at ændre min holdning, bare fordi.
Meget kortfattet Jeg vil nok opsummere mit lederskab som lavmælt og kærligt, men stadig bestemt og kontrolleret. I min verden er der ikke plads til hunde, der tager sig nogen friheder, men jeg ser det som min opgave at sætte form og grænser for vores samvær.